Lennart Hilfeldt prøvede at slå det hen. Den snigende mistanke om, at han kunne være alvorligt syg.

»Det går over,« tænkte han.

Men symptomerne blev værre og værre, og til sidst kunne Lennart Hilfeldt ikke længere ignorere følelsen af, at der var noget alvorligt galt.

Hver dag dør 22 mænd af kræft. Men tallet behøvede ikke være så højt. Alt for mange mænd venter nemlig for længe med at gå til lægen, når de har symptomer på kræft.

Kræftens Bekæmpelse vil derfor gerne bruge Fars Dag som en anledning til at huske mændene i vores liv på, at de skal passe på sig selv og gå til læge i tide.

En påmindelse, som 56-årige Lennart Hilfeldt gerne ville have haft.

Her er de syv tegn, der kan være symptomper på kræft, som du skal holde øje med. (Kilde: Kræftens Bekæmpelse)
Her er de syv tegn, der kan være symptomper på kræft, som du skal holde øje med. (Kilde: Kræftens Bekæmpelse)
Vis mere

»Jeg talte ikke med nogen om det, og det har jeg fortrudt,« fortæller han.

Han er heller ikke i tvivl om, at hans børn ville have tvunget ham til lægen, hvis de vidste, at deres far var begyndt at lægge mærke til, at noget ikke var, som det skulle være.

Det var i begyndelsen af 2016, at Lennart Hilfeldt bemærkede, at han fik sværere og sværere ved at komme af med afføringen.

Samtidig blev diameteren på hans afføring mindre og mindre.

Lennart Hilfeldt forsøgte at slå det hen, og der gik derfor et par måneder, før han endelig fik en tid hos sin læge.

»Det er typisk mænd, tror jeg. Vi håber og tror på, det er noget forbigående, og vil hellere se tiden an end at involvere lægen.«

Lennart Hilfeldt på hospitalet efter operationen. (Privatfoto)
Lennart Hilfeldt på hospitalet efter operationen. (Privatfoto)
Vis mere

Lægen kunne ikke umiddelbart se, der skulle være noget galt, og bad Lennart Hilfeldt komme tilbage, hvis problemerne fortsatte.

Men skæbnen ville, at der lå et brev med en invitation til screening for tarmkræft i postkassen, da Lennart Hilfeldt kom hjem fra lægen.

14 dage senere kom svaret. Der var blod i afføringsprøven, og Lennart Hilfeldt blev indkaldt til endoskopi på hospitalet.

En dag, der stadig står tåget for ham.

Under undersøgelsen spurgte Lennart Hilfeldt lægen, hvordan det så ud. Hun svarede, at det kunne de tale om, når kameraet var ude.

»Da vidste jeg, der var dårlige nyheder.«

Beskeden om, at han var ramt af kræft, ramte Lennart Hilfeldt hårdt. (Privatfoto)
Beskeden om, at han var ramt af kræft, ramte Lennart Hilfeldt hårdt. (Privatfoto)
Vis mere

Lægen fortalte Lennart Hilfeldt, at hun havde fundet en stor kræftknude 10-11 centimeter oppe i endetarmen, og at det med stor sandsynlighed var kræft.

Efter den besked brød Lennart Hilfeldt sammen.

»Meget af den dag er fuldstændig sort. Jeg kan huske, jeg blev chokeret, rystet og meget, meget ked af det, men mest af alt bange. Det at få en kræftdiagnose, det er noget, man ikke kan forberede sig på.«

Lægen spurgte, om der var nogen, de kunne ringe til, og Lennart Hilfeldt gav hende nummeret på sin næstældste datter.

Hans datter har efterfølgende fortalt, at hun fik et chok, da hun pludselig havde en læge i røret, som fortalte, at den far, hun troede var sund og rask, havde fået konstateret kræft.

Når Lennart Hilfeldt ser tilbage i dag, ville han ønske, han havde forberedt sine børn på, at han havde nogle symptomer og skulle til undersøgelse.

»Jeg sagde ikke noget, fordi jeg ville skåne dem for bekymringer, men det var jo et kæmpe chok for dem at få den besked, og jeg ville ønske, jeg havde delt det med dem tidligere. Så var jeg også kommet tidligere af sted til lægen,« siger Lennart Hilfeldt.

De følgende dage støttede de fem voksne børn deres far, og lettelsen og glæden i hele familien var stor, da lægerne kunne fortælle, at kræften ikke havde spredt sig, og de havde fået det hele med, da de opererede knuden ud.

»Det var ligesom at få livet tilbage,« siger Lennart Hilfeldt.

Han er dog ikke sluppet uden mén.

Hans endetarm er efter operationen kun fem centimeter lang, og det betyder, at han går på toilettet 10-12 gange i døgnet. Også om natten.

Efterfølgende ligger han ofte vågen, og den manglende søvn betyder, at han kæmper med træthed og hukommelsesbesvær.

Han har derfor ikke kunnet vende tilbage til sit job som fængselsbetjent, som han var utrolig glad for, og starter i stedet i et fleksjob til juli.

Men erkendelsen af, at han ikke er udødelig, har også bragt noget positivt med sig, fortæller Lennart Hilfeldt.

»Jeg er blevet en bedre far og en bedre bedstefar. Jeg er mere opmærksom på de små ting og nyder alle de gratis glæder, der er i livet. Tid med børnebørnene. En smuk dag. Sådan noget.«

Han har også oplevet, at han er kommet tættere på sine børn.

»Lige pludselig finder man ud af, at ens liv har en udløbsdato, og at det gælder om at få det bedste ud af den tid, man får.«