En storbarmet havfrueskulptur på 13 ton er blevet et hedt debatemne i den nordvestjyske by Lemvig.
En gruppe lokale erhvervsdrivende i byen er nemlig gået sammen om at ville købe 'Den store havfrue' og give den til Lemvig Kommune.
Men det er dog langt fra alle i byen, som synes det er en god idé at have den kontroversielle skulptur stående i det offentlige rum.
En af dem er pensionist Birgitte Højen, som på ingen måde mener, at skulpturen er velkommen i Lemvig:
»Man kan smide den på bunden af havet,« siger hun til B.T. og tilføjer:
»Jeg synes simpelthen ikke, det er kunst, og jeg synes, den er kvindeundertrykkende.«
Skulpturen har i syv år stået ved Dragør Fort på Amager og måler fire meter i højde.

I sommer vurderede Slots- og Kulturstyrrelsen dog, at den 'ikke passer ind', og derfor skal fjernes fra det historiske område på Amager.
At den dermed kan finde vej til Lemvig, er helt skørt, mener Birgitte Højen:
»Når man ikke vil have den stående på Sjælland, og slet ikke på Amager, så forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor vi skal have den stående i Lemvig,« siger hun.
Kritikere har tidligere kaldt den barmfagre havfrue 'grim' og 'pornografisk'.
Derfor frygter Birgitte Højen for de konsekvenser, det vil have for byen, at tage imod og placere skulpturen offentligt.
»Jeg tror, det vil blive et tilløbsstykke for folk, der vil komme og grine af os,« siger hun og fortsætter:
»Desuden har vi sådan nogle gode kunstnere i området, som står for alt det modsatte af, hvad den her skulptur står for.«
Det bliver det kommende byråd, som skal tage stilling til, hvorvidt man skal tage imod havfrue-gaven.
Mandag var der nemlig møde i økonomi- og erhvervsudvalget i kommunen, hvor det blev besluttet, at man vil sende sagen til familie- og kulturudvalget med henblik på at lave en høring og eventuelt behandle sagen på ny.
Dermed er det sidste kapitel i historien om 'Den store havfrue' ikke slut endnu.
Og Birgitte Højen understreger, at hun vil kæmpe en brag kamp for at slippe for skulpturen.
»I de kredse, som jeg kommer i, er der bred enighed om, at den ikke hører hjemme. Så de politikere, som vil have den, kan få den i deres egen baghave,« siger hun.
Det er dog langtfra alle i Lemvig, som er enige i Birgitte Højens modstand.
På Lemvig Dagblads Facebook-side, skriver flere, at de hilser havfruen velkommen i kommunen.
'Jeg glæder mig til se hende, umiddelbart ser hun fantastisk ud,' skriver en bruger. Mens en anden skriver:
'Selvfølgelig skal hun da bo her - hun er en skøn kvinde af havet og kunst må gerne provokere så vi kan snakke om andet end vejret.'

