Lejla gennemlever enhver forældres mareridt: 'Jeg har været i chok og tårerne falder hele tiden'

»Pludselig skreg min datter. Hun skreg hans navn og sagde: 'Han er faldet.' Jeg vendte mig om og kunne se en mand, der flød i vandet. Og så så jeg, det var min søn.«

Den hjerteskærende beretning er Lejla Sljivar-Serifovics.

Til dagligt bor hun i Fredercia, og søndag den 11. august tog hun med sin datter og 23-årige søn, Renato, på Østerstrand i Fredercia for at nyde det gode vejr.

Hvad, hun ikke vidste, var, at strandturen skulle ende i en fatal badeulykke.

»Vi var i vandet, og jeg havde bemærket, at det var lavvandet. Efter lidt tid sagde Renato, at han ville hoppe i ude fra cirkelbroen (en bro ved Østerstrand, red.). Jeg sagde godt nok, at vandet var for lavt, og det skulle han ikke,« siger Lejla Sljivar-Serifovic til B.T.

Det viste sig, at Renato alligevel valgte at tage springet.

Og kort efter hørte Lejla Sljivar-Serifovic sin datters skrig.

»Der var nogle, som tog fat og holdt ham oppe. Jeg løb ud i vandet, og dér begyndte han at kaste op. Øjnene var ukontaktbar, ansigtet blev blåt, og der var ingen bevægelse. Ingenting. Jeg var i chok. Jeg råbte på min søn og bad ham om at komme tilbage, mens livredderne begyndte at genoplive ham.«

Lejla Sljivar-Serifovics søn var livløs.

Politi og ambulance ankom derefter til stedet, og Renato blev hastet til Skejby Sygehus og indlagt på intensivafdelingen.

Livløs i fem minutter

På Skejby Sygehus blev det konstateret, at Renatos hjerte var stoppet i fem minutter, men heldigvis var vendt tilbage takket være den livreddende førstehjælp, som den chokerede mor i dag sætter alverdens pris på.

Lejla Sljivar-Serifovic tør derfor ikke tænkte på, hvad der var hændt, hvis livredderne ikke var dér.

»Jeg tror ikke, jeg ville overleve, hvis han ikke klarede den. Det ville have været mit værste mareridt. Det er jo mit barn. Det er mit et og alt.«

11 dage er siden passeret. 11 dage, som Lejla Sljivar-Serifovic stort set har tilbragt ved sin søns side på sengekanten. Alt i mens frygten for, at han ikke klarer den konstant, var til stede. Først tirsdag sov hun igen i sin egen seng.

»Jeg ville ikke kunne være hjemme og tænke på ham, og hvordan det går. De tre første nætter bippede alarmen ved ham, og hver gang har jeg troet, at nu var han væk. Men han har noget feber udover sine øvrige skader, og derfor bippede alarmen nogle gange.«

Feberen er desværre langt fra det eneste, Renato lige nu kæmper med i sygesengen. Ryggen er brækket fem steder, og nakken er brækket tre steder. Han kan ikke tale eller bevæge arme og ben og er lagt i respirator.

»Jeg prøver ikke at græde, når jeg er der. Men tårerne falder hele tiden. Jeg går meget på toilettet og græder der for at virke stærk for hans skyld.«

»Det er bare en rigtig hård tid lige nu«

Grundet sine omfattende skader kommunikerer Lejla Sljivar-Serifovic og sønnen via blink med øjnene, en bogstavplade og et tastatur. Det er også ved hjælp af dette, at Renato har kommunikeret, at han lavede et salto-udspring fra broen - og ikke et hovedspring, som i første omgang var meldingen fra politiet ved ulykkesstedet.

»Han er til stede og forstår, hvad vi siger. Med øjnene og udstyret kan han så sige, hvis han har ondt, er sulten eller tørstig. Men det tager lang tid for ham,« siger hun og eksemplificerer, at det tager ham mange minutter at komme frem til bare ét ord.

»Han græder rigtig meget og tror heller ikke, han kommer til at gå igen. Det er bare en rigtig hård tid lige nu.«

Lejla Sljivar-Serifovic ved ikke, hvorfor hendes søn sprang fra broen. Og lige nu er hun egentlig også ligeglad.

»Vi har allesammen været unge, og måske har han ikke tænkt over det. Jeg ved det ikke.«

»Jeg tænker på min søns helbred. Ikke andet. Jeg har heller ikke orket en masse besøg, for jeg kan ikke klare for mange mennesker lige nu. Vi tager en dag ad gangen,« fortæller Lejla Sljivar-Serifovic med ryst i stemmen.

Hverken Lejla Sljivar-Serifovic eller lægerne kan lige nu sige noget om udsigterne for sønnen. Torsdag var han gennem en mr-scanning, der viste tre brud på nakken.

Han skal forblive på intensivafdelingen de næste tre måneder. Herefter venter formentlig genoptræning, der igen skal lære Renato at gå og tale igen.