Det er dét, vi allesammen har ventet på: vaccinen mod covid-19.
Og endelig er den her!
I alle landets fem regioner var en blottet overarm klar til at tage imod kanylen, der giver os allesammen håb og lys i mørket.
Og Leif Heiselberg, 79 år og fra Odense, tog det første stik af alle i Danmark.

Klokken 8.57 'tyvstartede' Leif Heiselberg med at lægge arm til som den første dansker at modtage vaccinen udviklet i et samarbejde mellem Pfizer og BioNTech.
Praktiserende læge Henrik Aastrup Jensen fra Odense sørgede for at føre kanylen. En opgave, han i øvrigt flere gange tidligere har haft for Leif Heiselberg, som er diabetespatient og en af de i alt 108 beboere på Ældrecenter Øst i Odense-bydelen Vollsmose.
Heraf havde 103 på forhånd sagt ja tak til at blive vaccineret.
»Jeg kunne faktisk godt mærke, at okay … Nu er det nu, det sker. Leif var simpelthen så glad. Så ja – det var en stor oplevelse,« lød det fra Henrik Aastrup Jensen, få minutter efter at han havde givet den første vaccine mod covid-19 i Danmark.

Kort efter kom Leif Heiselberg ud med støtte fra sin velsmurte rollator. Med velsmurte stemmebånd:
»Det er en stor oplevelse at være den første. Dét kan jeg godt love jer! Dét kan jeg godt love jer! Jeg har det sgu' glimrende. Fuldstændig glimrende. Ingen problemer,« sagde en storsmilende og glad Leif Heiselberg, da han stod i døråbningen til ældrecentret ved Vollsmose Torv.
»Jeg er faktisk stadig euforisk over, at man kan blive enig om, at hele Europa går i gang med det her på én gang. Det ville jo ikke være så sjovt at blive rask igen, og at de så samtidig lå og døde nede i Italien. Det, der glæder mig mest, er, at det her går i gang på én gang,« sagde Leif Heiselberg, som betroede den samlede danske verdenspresse, at han nu ville nyde den historiske dag og i øvrigt glædede sig til at sætte sig glad og tilfreds ind i sin lænestol og nærstudere en kunstbog, han har fået i julegave.
Også i de fire øvrige af landets regioner var der lutter smil og glæde blandt dem, der fik vaccinen.

Det samme hos deres pårørende og personalet på de ældrecentre, der var udvalgt som de allerførste i kongeriget.
92-årige Carl-Einar Jørgensen, som er beboer på landets største plejehjem, Fælledgården på Østerbro i København, var den første til at få kanylen i armen i Region Hovedstaden.
»Jeg kunne slet ikke mærke noget. Og jeg vil anbefale alle at få den,« sagde den tidligere modstandsmand Carl-Einar Jørgensen, som mest af alt nu glæder sig til snart at kunne pleje omgang med andre mennesker, uden at han behøver at skulle bekymre sig om at blive smittet.
»Og så glæder jeg mig til at kunne være tæt på damerne igen,« tilføjede Carl-Einar Jørgensen med et gavtyvegrin.

Også i den anden ende af landet var der lettelse, brede smil og glæde over, at der nu endelig brænder et lys i det mørke, Danmark og resten af verden har været i gennem snart et år.
På plejehjemmet Birkebo i Aalborg var 92-årige Christen Baisgaard den første nordjyde, som blev vaccineret mod covid-19.
Det skete præcis klokken 9.00.
»Der er ikke noget at være bange for. Vaccinationer har aldrig gjort mig noget, og den her er ikke værre,« sagde Christen Baisgaard, da han havde fået det historiske stik.

På Omsorgscenter Kærbo i Ishøj var 83-årige Jytte Margrethe Frederiksen den første af 74 beboere, som fik den længe ventede vaccine. Det samme gjorde syv ansatte på centret.
Ud over at dele efternavn med Danmarks 40 år yngre statsminister, Mette Frederiksen, fik Jytte Margrethe ovenikøbet en snak med statsministeren, som via en virtuel forbindelse varmt lykønskede hende med at være blandt de første, der nu er blevet vaccineret.
Samtalen med en begejstret statsminister var dog ikke det, der gjorde det største indtryk på Jytte Margrethe Frederiksen.
Det var og er derimod, at hun om ganske kort tid igen kan se sin nærmeste familie på tæt hold.

»Det var dejligt at få gjort. Nu må vi håbe, det (covid-19, red.) forsvinder, så jeg kan få min familie på besøg. Det vil være dejligt,« sagde hun.
Jytte Margrethe Frederiksen kunne også ganske kort efter at have fået vaccinen fortælle videre til alle andre danskere, at der ikke er den mindste grund til at være bange for kanylen og vaccinen.
»Jeg spurgte bare, om det gjorde ondt. Det gjorde det ikke. Det var ligesom at få den anden influenzavaccine,« sagde hun.
Det er på ingen måde tilfældigt, at de allerførste vaccinationer i hver af landets fem regioner søndag blev givet netop på de pågældende plejecentre. Sundhedsstyrelsen har udpeget dem, ud fra at de geografisk ligger i områder, hvor smittetrykket er mest kritisk.

De kommende dage, uger og måneder bliver vaccinerne – lyset i mørket mod covid-19 – udrullet og tilbudt til alle over 18 år i Danmark.
Statsminister Mette Frederiksen overværede 'Dag 1' – den dag, den helt store kanon i form af vaccinen nu for alvor tager kampen op mod covid-19 i Danmark – virtuelt fra statsministerboligen, Marienborg, nord for København.
»Det her er det enkeltstående største våben, vi har fået i kampen mod corona. Det er en 'månelanding' i den her kamp. Det er det simpelthen,« lød det fra Mette Frederiksen, som også skuede ud over landets grænser:
»Det er et kæmpe vendepunkt for os i Danmark, for Europa og for hele verden,« sagde statsministeren, med henvisning til at vaccinationerne nu er i gang i en lang række lande.