De første klodser var en kopi. Ideen til dem var ikke dansk.

Det er en del af LEGOs historie, som den verdenskendte danske virksomhed går stille med.

Men nu bliver historien for alvor foldet ud i en ny podcast fra Podimo, ‘LEGOs Hemmelighed’. 

Og LEGO afviser at svare på en række centrale spørgsmål, da B.T. skriver for at få en reaktion på podcasten.

LEGO lancerede virksomhedens første klodser i 1949.

Klodserne ligner til forveksling nogle andre plastikklodser, som den engelske opfinder Hilary Page havde lavet få år inden i 1947.

Se herunder flere billeder af Hilary Pages klodser (til venstre), LEGOs første klodser (til højre):

Det er dog langtfra alle steder i LEGOs egen gengivelse af virksomhedens historie, at Hilary Page nævnes.

For eksempel står der intet om ham i en af LEGOs egne tidslinjer over virksomhedens historie eller på LEGOs museum i Billund. 

Og Hilary Page nævnes heller ikke i LEGOs internationale reklamevideo 'The LEGO Story – How it all started', som er set over 60 millioner gange på YouTube. 

B.T. har spurgt LEGO, hvorfor Hilary Page ikke nævnes i LEGOs egen gengivelse af virksomhedens historie flere forskellige steder.

LEGO har svaret ved at sende et link til en underside på LEGOs hjemmeside med titlen 'LEGO history deep dive', hvor englænderen nævnes. 

Her står der dog ikke noget om, at LEGO til at starte med kopierede hans klodser.

Der står kun, at LEGOs grundlægger, Ole Kirk Christiansen, og hans søn, Godtfred Kirk Christiansen, »redesignede« de engelske klodser.

Det er dog svært at se forskellen på LEGOs første klodser og klodserne fra Hilary Page.

Og LEGO vil trods gentagne henvendelser ikke svare på, hvordan virksomhedens første klodser adskilte sig fra englænderens, eller om LEGO selv anerkender, at virksomhedens første klodser var en kopi.

Godtfred Kirk Kristiansen var med til at grundlægge LEGO sammen med sin far, Ole Kirk Kristiansen.
Godtfred Kirk Kristiansen var med til at grundlægge LEGO sammen med sin far, Ole Kirk Kristiansen. Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere

LEGO udviklede senere hen i 1958 klodserne ved at sætte nogle rør inden i dem, så de blev bedre at bygge med.

Og LEGO har flere gange selv reageret, hvis nogen har kopieret virksomhedens legetøj ved at sagsøge dem.

På LEGOs hjemmeside 'history deep dive' står der, at LEGO i slutningen af 1950erne kontaktede Hilary Pages virksomhed Kiddicraft for at spørge, om den engelske virksomhed havde nogen indsigelser i forhold til LEGO-klodsen. 

Det havde Kiddicraft ikke, skriver LEGO. Tværtimod. Kiddicraft ønskede LEGO held og lykke, står der.

B.T. har spurgt, om LEGO har dokumentation for det, men LEGOs presseafdeling afviser i en mail at svare på det.

Kjeld Kirk Kristiansen, barnebarn af LEGOs grundlægger, Ole Kirk Kristiansen.
Kjeld Kirk Kristiansen, barnebarn af LEGOs grundlægger, Ole Kirk Kristiansen. Foto: Claus Bjørn Larsen/CBL/Ritzau Scanpix
Vis mere

»I forhold til dine spørgsmål henviser vi til vores kommentar,« skriver en talsperson fra LEGO-koncernen.

Den skriftlige kommentar lyder som følger:

»Vi har altid været åbne omkring historien om LEGO® klodsen og LEGO System i Leg, og vi er stolte af at kunne bringe glæde, kreativitet og læring gennem leg til millioner af børn og voksne rundt om i verden.«

»I mellemkrigstiden eksperimenterede legetøjsproducenter verden over med nye former for legetøj til børn. Flere producenter udviklede byggeklodser lavet af træ, gummi, ler og det nye materiale plast.«

»Ole Kirk Kristiansen var en af ​​de legetøjsproducenter, der så mulighederne i klodsen efter at være blevet inspireret af den engelske producent Kiddicraft i 1940erne, og som fortsatte med at udvikle designet til den LEGO-klods, vi kender i dag.«