De røde neontal har i 44 år informeret forbipasserende om det aktuelle tidspunkt, og om hvor varmt eller koldt det har været.

Nu er de væk.

»Tiden er desværre inde til, at vi tænker nye måder at brande os på. Skiltene trængte også til en renovering og opdatering, så i sidste ende besluttede vi at opsige kontrakten,« lyder det fra kommunikationsmanager Lisa Berg hos Bosch til Politiken.

Så det såkaldte Bosch-ur er forsvundet fra det københavnske bybillede.

Det har ellers siden 1977 været placeret på toppen af Rovsingsgade 1, hvor det har taget mod bilister fra Lyngbymotovejen, når de er kørt ind på Østerbro ved Hans Knudsens Plads.

Her er det Andelsforeningen Vangegaarden, der har lejet pladsen ud til det store internationale selskab. Ifølge lokalmediet ØsterbroLiv er det en uenighed om betaling for reklamepladsen, der har ført til et brud mellem parterne.

»Vi bor her for at bo her, ikke for at udleje reklameplads. Samtidig skal vi jo også have den værdi for vores placering, som vi kan få,« siger formanden for andelsforeningen, Line Møller Christensen, til mediet.

Bosch-uret er ikke det eneste historiske neonskilt, der i de seneste år er forsvundet fra bybilledet i København. Eksempelvis forsvandt den såkaldte 'Ga-jol-mand' i 2016 fra sin mangeårige plads på Vesterbro.