Den har ligget der i 91 år. Lige der på Tordenskjoldsgade på Trøjborg i Aarhus.

Men nu er det snart slut.

Trøjborg Isenkram holder ophørsudsalg og lukker butikken efter 91 år.

Det fremgår af en annonce i Aarhus Onsdag, hvor der står, at butikken er blevet solgt til en anden 'branche'.

Det betyder samtidig, at den nuværende ejer Jesper Von Heidenheim Juul takker af efter 49 år i spidsen for isenkræmmeren.

Og det er ikke småting, du har kunnet få fingrene i.

På Facebook praler de eksempelvis med, at de har landets største samling af Royal Copenhagen.

Det er ikke lykkedes B.T. at komme i kontakt med Jesper Von Heidenheim Juul, men Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med hans samleverske, Lea Brandstrup.

»Jesper elsker Trøjborg og takker for de mange gode år. Han beholder ejendommen, så vi forlader ikke Trøjborg helt. Han har fået rigtig mange henvendelser om butikken i tidens løb og virkeligt tænkt sig godt om, hvem der skulle overtage. Vi synes, den nye lejer er nøje udvalgt,« siger Lea Brandstrup.

Hvem den nye ejer konkret er, vil hun dog ikke oplyse. Men hun løfter sløret for, at det er en stor kæde, der rykker ind i lokalerne.