Vridsløselille Fængsel opfylder ikke længere Kriminalforsorgens behov og skal derfor sælges.

Fængslet, hvor Egon Olsen fra 'Olsen-banden' så ofte ruskede tremmer i de folkekære film, sættes til salg.

Det oplyser Kriminalforsorgen, der understreger, at der ikke er tale om en aprilsnar.

Sammen med Justitsministeriet har Kriminalforsorgen vurderet, at fængslet ikke længere opfylder Kriminalforsorgens behov.

Vridsløse Lille Statsfængsel
Vridsløse Lille Statsfængsel Foto: MOGENS FLINDT
Vis mere

Derfor har regeringen besluttet, at fængslet overdrages til Freja Ejendomme med henblik på at sælge det.

Fængslet blev sidste år erstattet af Storstrøm Fængsel på Falster som led i en større modernisering.

Vridsløselille Fængsel har i perioden januar 2016 til 1. februar 2018 fungeret som institution for blandt andet frihedsberøvede asylansøgere.

Selv om Vridsløselille Fængsel fremover ikke længere tilhører Kriminalforsorgen, vil dele af fængslet dog blive anvendt til uddannelse af transportbetjente indtil udgangen af maj 2019.

Arkiv. Fanger i Vridsløselille Statsfængsel spiller beach-volley.
Arkiv. Fanger i Vridsløselille Statsfængsel spiller beach-volley. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

'Vridsløselille Fængsel er fra en anden tid, og det er en god beslutning, at den gamle fængselsgrund nu kan få mulighed for at skabe liv i lokalsamfundet,' siger Kriminalforsorgens direktør, Thorkild Fogde, i en pressemeddelelse.

Vejen ved Vridsløselille i Albertslund hedder Egon Olsens Vej. Den er opkaldt efter karriereforbryderen fra Erik Ballings mange film om 'Olsen-banden'.

Her starter filmene med, at bandelederen Egon Olsen bliver løsladt fra fængslet - og slutter med, at han bliver kørt ind til ny afsoning.

/ritzau/