Der mangler pædagoger. Vi har hørt det mange gange, og nye tal viser, at der i den grad er noget om snakken.

For de færdiguddannede pædagoger er eftertragtede. Meget eftertragtede.

Antallet af ledige nyuddannede pædagoger er styrtdykket med hele 63 procent siden 2019. Det viser tal, pædagogernes fagforening BUPL har trukket for DR.

Ifølge BUPL mangler der akut 4.000 pædagoger, og det mærker de nyuddannede allerede i løbet af deres uddannelse.

Her oplever mange studerende, at kommuner tilbyder dem fast job – flere måneder før de har afsluttet studiet.

Tendensen viser, hvor alvorlig situationen er.

Sådan lyder det i hvert fald fra Elisa Rimpler, der er formand for pædagogernes fagforening BUPL.

»Det er allerede flere steder som at vinde i lotto, hvis man finder en pædagoguddannet til en ledig stilling,« siger hun til DR.

Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der ikke er nogen ansøgere til næsten hver tredje ledige pædagogjob på landsplan.