I bedste fald får tidligere Lauritz.com-kunder kun en fjerdedel af det, de mener, de har til gode hos det konkursramte auktionshus.
Det siger professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh til mediet Finans efter at have gransket seneste redegørelse fra konkursboet.
Kunder og obligationsejere har rejst et samlet krav til Lauritz.com på 166,5 millioner kroner. Men i praksis er der lige nu »nul kroner« til de kunder, der har penge til gode ifølge Bukh.
»Hvis kuratorerne beslutter sig for at forsøge at gøre ledelsen erstatningsansvarlig, og det lykkes, kan de få en større dividende til kreditorerne. Men det har meget lange udsigter,« siger han.
B.T. har gennem 2023 skrevet adskillige historier om virksomheden, der i månedsvis udskød at betale kunderne deres salgsprofitter, indtil den i juli gik konkurs.
B.T. har blandt andet talt med et ægtepar, som Lauritz.com skylder langt over en kvart millioner kroner for et salg af en statue.
Mens kunderne i foråret ventede på deres tilgodehavende, kom det frem – til stor kritik fra blandt andre Forbrugerrådet Tænk – at det gældsramte auktionshus brugte pengene som en slags kassekredit til at dække den daglige drift.
Til Finans udtaler Kurator Henrik Selchau Poulsen, at man fortsat forsøger at afdække et eventuelt ledelsesansvar.