Laurits holder døren åben: 'Så længe man ikke er nazist eller kommunist'
»Jeg synes, det er noget pjat,« siger 19-årige Laurits Monefeldt om datingtendensen.

»Jeg synes, det er noget pjat,« siger 19-årige Laurits Monefeldt om datingtendensen.

19-årige Laurits Monefeldt genkender det fra sit eget liv.
Han kan kun komme i tanke om ganske få unge kvinder, han kender, som ikke er venstreorienterede.
Omvendt er størstedelen af de unge mænd i hans omgangskreds borgerlige.
Selv er han medlem af Konservativ Ungdom og hører til på højrefløjen. Men det betyder ikke, at politik skal stå i vejen for hans relationer på tværs af fløjene.
»Jeg synes, det er noget pjat, når folk siger, at man ikke kan være sammen med nogen fra den anden fløj,« siger han.
De seneste år er der kommet større fokus på politisk splittelse på datingmarkedet, og særligt blandt unge ser politik ud til at spille en rolle i kærligheden.
I en Megafon-undersøgelse foretaget for TV 2 i 2024 svarede 45 procent af unge mellem 18 og 35 år, at politisk overbevisning blandt andet kan få dem til at fravælge en potentiel partner.
Samtidig bevæger unge mænd og kvinder sig politisk længere væk fra hinanden, hvor kvinderne trækker især mod venstre, mens de unge mænd i højere grad står fast. Dermed opstår der også en politisk kløft mellem kønnene.
Det er et billede, Laurits Monefeldt kan genkende fra sit eget liv.
Til daglig går han på Vordingborg Gymnasium, som han beskriver som overvejende venstreorienteret.
Han har tidligere stillet op til kommunalvalget for Konservative i kommunen, hvor hans ansigt hang på mere end 200 valgplakater rundt i byen.
Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, hvor han står politisk.
Han oplever dog ikke de store fordomme på grund af sine holdninger – udover de klassiske kommentarer om, at man nok er »racist«, hvis man er borgerlig, fortæller han.

»Det er typisk folk langt ude på venstrefløjen, der kan finde på at sige det, fordi man er kritisk overfor indvandring,« siger han.
Selvom Laurits Monefeldt forsøger at holde sig åben over for venstrefløjen, er der dog nogle ting, han har svært ved at acceptere.
Han peger blandt andet på aktivister, der blokerer indgange eller demonstrerer mod virksomheder som Mærsk.
»Jeg er opdraget med, at når politiet siger, man skal gøre noget, så gør man det. Man bryder ikke loven,« siger han.
»Jeg ville have svært ved at være sammen med nogen, der ikke har tænkt sig at overholde loven, fordi de mener, deres politiske mærkesag er vigtigere end alle andres.«
Alligevel understreger han, at han aldrig ville afvise nogen alene på grund af politiske holdninger.
»Det, at man er medlem af noget bestemt eller har nogle bestemte holdninger, synes jeg overhovedet ikke diskvalificerer nogen,« siger han.
»Men der er selvfølgelig grænser. Så længe man ikke er nazist eller kommunist, så synes jeg ikke, at man skal udelukke nogen.«
Selvom flere kan finde på at fravælge potentielle partnere på grund af politiske uenigheder, betyder det ikke nødvendigvis, at kærligheden ikke kan blomstre på tværs af holdninger.
En analyse fra videnskabsmediet The Conversation, som Weekendavisen har beskrevet, peger på, at unge i Australien i højere grad end ældre generationer forelsker sig i personer, de ikke er politisk enige med.
Analysen viser, at mens ældre generationer oftere deler politiske holdninger med deres partnere, dater en stor del af Generation Z i Australien på tværs af det politiske spektrum.
Der findes ikke tilsvarende dansk forskning på området. Men 19-årige Laurits Monefeldt hører i hvert fald til dem, der mener, at man sagtens kan date på tværs af politiske holdninger.
Han synes samtidig, at alt for mange danskere ser en anden politisk overbevisning som en dealbreaker.
»Det, synes jeg, er ærgerligt. Det vidner også om, at vi har fået en større polarisering. Man ender jo på en eller anden måde med at leve i et ekkokammer,« siger han.
Selvom hverken han selv eller mange af hans jævnaldrende endnu har stor erfaring med dating, oplever han ikke, at politiske forskelle fylder særligt meget i hans omgangskreds.
Her kan man heldigvis stadig godt mødes på tværs af politiske holdninger, lyder det.