Det er et sårbart emne. Det ved den konservative politiker Laura Lindahl godt.

Alligevel valgte hun at kaste hun sig selv for løverne, da hun delte siner tanker på sin Facebook-profil. Tanker om børn, opdragelse og skærmtid.

For det giver hende helt ondt i maven, når hun sidder på restauranter og ser børn sidde med hovedet begravet i en iPad eller smartphone, siger hun.

'Orker forældre ikke længere at tale med deres børn? Ved de ikke, at et måltid handler om så meget mere end bare at blive mæt? Måltidet er ramme om dannelse. Det er fællesskab. 

Det er dér, vi lærer at lytte, vente på tur, stille spørgsmål, aflæse hinandens ansigter og være en del af noget sammen. Det er dér, børn lærer bordskik, samtale, nysgerrighed og relationer. Det er dér, familier binder sig til hinanden i det små. Hver dag.'

Sådan lyder en bid af opslaget fra Laura Lindahl, der til dagligt er rådmand og gruppeformand i Frederiksberg Kommune.

Og hendes oplsag har fået kommentarfeltet til at eksplodere. Måske forventeligt. For det kan trods alt hurtigt blive et sprængfarligt emne, når vi taler om hinandens børn.

»Det er jo fordi, at det er sårbart, og alle prøver at gøre deres bedste. Men det skader os ikke, at vi drøfter det, undrer os og stiller spørgsmålstegn ved ting. Jeg synes, at det vil være fedt, hvis vi tog debatten,« siger Laura Lindahl, der selv har to børn på 11 og ni år.

Da du skrev det første opslag, hvad var det, der gjorde, at du fik lyst til at gå til tasterne?

»Jeg oplever, når vi er på ferie eller på restauranter, at det er fuldstændig umuligt, at der ikke er skærme rundt omkring ved bordene. Jeg undrer mig over det og ærgrer mig over det, fordi jeg synes, der er en værdi i måltidet, som ikke bare handler om at spise, men om nærvær og fællesskab. Der er en masse læring for børn, fordi man venter på, at det bliver ens tur eller forskellige skal til orde og spørge ind til hinanden.«

Kan de familier du oplever på en restaurant ikke have skærmfri regler derhjemme, men på en restaurant har de voksne så måske brug for ro eller voksentid, og så får børnene en iPad?

»Det kan det jo sagtens. Jeg reagerer på, at jeg kan konstatere, at de situationer, hvor der er vigtigt nærvær og relationer på spil, der fylder skærmen nu også. Så for mig er det et udtryk for, at skærmen fylder mere og mere.« 

»Jeg synes, at det er et skred, og så synes jeg, at det er vigtigt, at vi debatterer og snakker om det. At der er nogen, der siger: Tager det ikke overhånd, og er det sundt?«

Hvad er det for en samtale, du håber at starte?

»Det er jo i virkeligheden, at folk stopper op, reflekterer og spørger, om det er gået for vidt. Måske er der nogle restauratører derude, der skal tænke, hvad er det for en restaurant, vi gerne vil være.«

Hvad mener du med det - skal restauranter indføre forbud mod skærme?

»Restauranter kan jo godt spørge sig selv, hvad er det for et sted, de gerne vil være. Vil de have et sted, hvor familierne sidder, og der er blå lys alle vegne? Eller ønsker de faktisk at være en restaurant, hvor det, der er i fokus, er nærvær og relationer.«

Der er jo også utilfredse forældre, der har skrevet til dit opslag, at deres børn har særlige behov grundet diagnoser – og de bruger derfor skærmen til at skabe ro. Kan der ikke være en pointe i, at vi ikke helt ved, hvad der foregår hos de andre borde, så vi måske bare skal passe vores egen tallerken?

»Jeg synes, at man skal passe på med at lukke en debat ved at kalde dem, der stiller spørgsmålstegn for fordømmende. Uanset, hvilke årsager man selv har til at have skærm med ind på restauranten, så synes jeg altid, det er sundt, når vi som samfund debatterer.«

»Jeg tror ikke, at jeg får en masse til at ændre mening, eller at folk i morgen stopper med at tage en skærm med på restauranten. Men jeg håber, at debatten får folk til at reflektere, og hvis man vurderer, at det er det helt rigtige for vores familie af alle mulige årsager, så skal de have lov til det.«

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv