Badet i lys danser han forrest på scenen til beatet fra en tung bas. Bag ham står et helt hold af dansere, musikere og sangerinder, der følger hans taktslag.
Næste scene:
I ly af mørket krabber han sig ind på bagsædet af en bil. I armene har han en forstærker, som han vil betale dagens kokainrus med. Pusheren accepterer - denne gang.
Der er langt mellem yderpolerne i Lasse Eckstrøm Jensens liv. Begge scener er fra hans virkelighed, som den vises i dokumentarfilmen ‘Show Dancer’, der har premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.
Lige nu er store dele af verden i isolation. Herhjemme låser vi os selv inde og - forhåbentligt - coronasmitten ude og håber det bedste. Den situation har Lasse Eckstrøm Jensen været i utallige gange før.
Gang på gang har han kæmpet mod den virus, der har inficeret hans krop - trangen til kokain og alkohol. Hans erfaring er, at isolation hjælper.
Lasse Eckstrøm Jensen er et tal i en trist statistik, der viser, at dobbelt så mange unge som for fem år siden tager kokain. Men han er også et helt menneske. Hans verden er både sort og hvid.
Han har danset i Cirkusrevyen, i Lars von Trier-filmen ‘Dancer in The Dark’, og han har haft et musikhit, der hærgede de danske dansegulve og endte på årets ‘Bedst of'-udgivelse i 2003. For han er arbejdsom, talentfuld og ambitiøs.
Men han har også syv gange røvet en 7-Eleven, har stjålet i butikker og er blevet truet på livet - fordi han igen ikke havde betalt sin regning hos den lokale pusher.
For han er også misbruger og med egne ord ‘en tøs, der ikke kan tåle hverdagens kedsomhed'.
Lasse Eckstrøm Jensens havde danset for andre bands i årevis, da han i 2003 fik chancen for selv at træde længere frem i lyset.
Sammen med et par af tidens musiksnedkere i form af Peter Düring og DJ Encore udgav han under navnet Laze nummeret ‘Steppin Out’. Det blev et hit.
»Jeg fik lov at være popstjerne i et år. Men jeg var jo ikke Whitney Houston. Jeg var bare Lasse fra Vanløse, der kunne steppe.«
Fordi der kun findes et gear i Lasse Eckstrøm Jensens hjerne - fast forward - lejede han en gigantisk amerikaner-tourbus, turnerede i Grækenland, Spanien, Norge og Danmark og ‘tømte barskabet - hver aften’.
Han forstod aldrig, ‘hvor stort det var', før det var forbi. For han ‘festede for meget’, og da popstjernelivet var ovre, fortsatte festen hjemme i lejligheden i Vanløse. Men for hver aften blev den mere og mere trist.
»Det var nemt nok at blive bekræftet, når jeg var ude at lave shows, men når jeg var hjemme, brugte jeg stofferne til at få følelsen af at være ok.«
»Jeg har altid tænkt, at jeg skal være noget andet end Lasse for at være god nok.«
Usikkerheden blev plantet i ham tidligt. Han kom for tidligt i skole, var yngre end de andre og blev drillet en del, fordi han læspede. Først da han som 13-årig begyndte at danse, følte han sig anerkendt.
»Men når jeg har været ked af det eller usikker, eller når jeg er blevet svigtet, så tager jeg stoffer,« siger han. Mange gange har han været nede at stå på bunden:
»Men hver gang jeg har troet, at nu kunne det ikke blive værre, så var der alligevel en lem i gulvet, så jeg faldt lidt dybere.«
Som dengang hans kæreste blev gravid, men fik en abort, fordi han ikke kunne tage sig sammen, ‘men i stedet røg i fængsel - det gjorde ondt’.
»Der er altid plads til et nyt lavpunkt, hvis man bliver ved,« siger han.
20 gange - mindst - i løbet af de seneste 18 år er han stoppet. Han er gået i afrusning og har droppet alt, hvad der så meget som lugtede af alkohol og stoffer. Han forestiller sig misbruget ‘som 1.000 babyer’, som han under afvænningerne får lagt til at sove i sit hoved.
»Jeg ved godt med min fornuft, at jeg ikke må åbne døren så meget som på klem ind til dem, men jeg glemmer det.«
Giver han den ene bare et lille sip alkohol, vækker han straks de 999 andre, der begynder at skrige. Derouten er nådesløs.
»Skammen over at falde tilbage gør ondt: ‘Aj mand, det kunne du så heller ikke finde ud af’,« pisker han sig selv - hver gang.
Så han skal holde afstand - ligesom alle os andre lige nu. Og det er ikke bare kokain, han skal lægge fra sig. Sikkerhedsafstanden skal være meget større.
»Jeg kan heller ikke gå til fodbold og drikke en fadøl, og jeg kan ikke gå til fester - overhovedet.«
Det virker uoverskueligt, hver gang han skal i gang - igen. Men det, der virker, er isolation.
Derfor valgte han i sommeren 2018 frivilligt at rykke i fængsel i 50 dage i stedet for at bære den fodlænke, han var blevet dømt til. Og derfor tager han ofte 14 dage i sommerhus for at være helt alene.
Lige nu er han stoffri. Mens vi andre har lukket os inde på grund af smittefare for coronavirus, har han været i sommerhus for at blive klar til sin filmpremiere.
»Jeg har altid været god til at være mega fokuseret - i en kort periode. Men så falder jeg af på den. Så dropper jeg et NA-møde, så får jeg ikke løbet om lørdagen, eller jeg holder op med at stå tidligt op.«
Og så bliver han smittet - igen.
»Det bliver ikke nemmere. For troen på at det lykkes bliver slappere for hver gang.«
»Men så længe jeg ikke giver op, er der håb.«
