Der er tilsyneladende massiv interesse for det borgermøde, som Odense Kommune har indkaldt til om den såkaldte 'larve fra helvede', der i øjeblikket skaber problemer i dele af byen med kløe og udslæt.

Mere end 600 borgere har i øjeblikket tilmeldt sig borgermødet, der skal afholdes i Odense Congress Center i eftermiddag.

Det fremgår af begivenheden på kommunens hjemmeside.

Fredag morgen er der i skrivende stund fortsat 381 ledige pladser ud af de 1.000, der er tilgængelige.

Den seneste tid har den giftige larve – der officielt har navnet egeprocessionsspinderen – spredt sig i Odense.

Det førte forleden til, at Odense Kommune blandt andet fraråder al færdsel på fortove og cykelstier i et område i den sydøstlige del af byen, efter at flere har fået udslæt og kløe forårsaget af hårene fra larven.

B.T. har også kunnet skrive en række artikler om sagen, hvor eksempelvis Helene Elkjær Holdensgaard har fortalt, hvordan røde knopper har givet kløe over hele kroppen.

»Vi bor i første parket ud til træer med laverne, og vores sommerferie er lige nu helt ødelagt,« har hun fortalt.

Samtidig har mange borgere i byen været utilfredse med myndighedernes håndtering af egeprocessionsspinderen.

Larven har tusindvis af mikroskopiske hår, som kan fremkalde allergiske reaktioner og udslæt hos mennesker og dyr.

I folkemunde kaldes den 'larven fra helvede' på grund af de gener, som larvens hår giver.

Larven blev fundet i Odense for første gang i januar sidste år.

Borgermødet finder sted fredag klokken 15.30 og står til at vare i to timer.

B.T. følger udviklingen.