Den er næsten umulig at komme af med. Og så kan den være giftig, hvis man rører ved dens tusindvis af brandhår. 

'Larven fra helvede' - også kaldet egeprocessionslarven - er tilbage i sæson.

Derfor slår skadedyrsekspert Claus Schultz nu alarm i en pressemeddelelse fra Rentokil. 

»Det er ikke for at skabe panik, men det er et problem, man skal tage alvorligt. Vi forudser, at larverne kun bliver et større og større problem med tiden, og at de hurtigt kan sprede sig, hvis man ikke iværksætter en massiv forebyggende indsats nu,« siger han og fortsætter: 

»Jo hurtigere både borgere og kommuner reagerer, desto større er chancen for at begrænse spredningen og undgå, at larven bliver et tilbagevendende problem i flere dele af landet,« siger Claus Schultz, der er teknisk chef i skadedyrsbekæmpelsesvirksomheden Rentokil.

Han er desuden formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer.

Egeprocessionsspinderen lever på egetræer, og det er i larvestadiet fra april til juli, at den udgør den største risiko. I takt med at larverne udvikler sig, får de mikroskopiske brandhår, som kan give kraftige reaktioner i hud, øjne og luftveje hos både mennesker og dyr. 

I værste fald kan kontakt med hårene føre til vejrtrækningsbesvær.

Brandhårene gør skadedyret særligt svær at håndtere, fordi de ikke kun sidder på selve larven. Med vind og vejr spreder hårene sig hurtigt til bark, jord og græs, og kan her blive indåndet af mennesker og dyr, der færdes ved træerne. 

Gamle reder omkring træerne er også et problem.

»Det er en alvorlig fejl at tro, at risikoen kun opstår, hvis man rører ved larven. Det er hårene, der er giftige, og de spredes lynhurtigt i det danske vejr. Alle er derfor i risiko, uden at de nødvendigvis har været i direkte kontakt med larverne,« siger skadedyrseksperten.