'Larven fra helvede' er rykket ind: To medarbejdere ramt - nu lukkes genbrugsstation ned
Den såkaldte egeprocessionsspinder har nu også fundet vej til en af Odenses genbrugsstationer.

Den såkaldte egeprocessionsspinder har nu også fundet vej til en af Odenses genbrugsstationer.

Den såkaldte 'larve fra helvede' er nu også fundet ved en genbrugsstation i Odense.
Samtidig har to medarbejdere oplevet symptomer på eksponering - og det får nu konsekvenser.
Genbrugsstationen bliver midlertidigt lukket ned, oplyser Odense Renovation på sin hjemmeside.
»Der er konstateret egeprocessionsspindere ved genbrugsstationen ved Bilka, og medarbejdere har oplevet symptomer på eksponering,« lyder det:
»Derfor holder vi midlertidigt genbrugsstationen lukket.«
Den seneste tid har den giftige larve – der officielt har navnet egeprocessionsspinderen – spredt sig i Odense, og det førte forleden til, at Odense Kommune også fraråder al færdsel på fortove og cykelstier i et område i den sydøstlige del af byen, efter at flere har fået udslæt og kløe forårsaget af hårene fra larven.
Odense Renovation kalder i første omgang lukningen for en »forsigtigheds-foranstaltning, mens vi vurderer situationen og identificerer de nødvendige tiltag«.
»Det er endnu for tidligt at sige, hvor længe genbrugsstationen vil være lukket. Vi arbejder på at få overblik over situationen og vil løbende informere her på hjemmesiden,« oplyses det.
Egeprocessionsspinderen har tusindvis af mikroskopiske hår, som kan fremkalde allergiske reaktioner og udslæt hos mennesker og dyr.
I folkemunde kaldes den også 'larven fra helvede' på grund af de gener, som larvens hår giver.
Larven blev fundet i Odense for første gang i januar sidste år.