Det er afgørende, at alle nu forstår alvoren af den situation, som Danmark i øjeblikket befinder sig i, ellers ender det katastrofalt.

Sådan lyder det klare budskab fra rigmanden Lars Seier i et længere Facebook-opslag.

'Kære venner! Jeg sad oppe til kl. 04 i nat med min lommeregner og regnede på forskellige scenarier ud fra de kendte tal fra en række lande. Bagefter kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg kan kun sige, at jeg er dybt bekymret. Dybt, dybt bekymret – endnu mere, end jeg var før, og jeg advarede trods alt kraftigt om dette problem allerede i januar, hvor de færreste tog det alvorligt,' indleder Lars Seier opslaget.

'Det er ABSOLUT AFGØRENDE, at ALLE nu forstår alvoren og opfører sig disciplineret og ansvarligt. Hvis ikke vi gør det NU, kan vi ende i en uoverskuelig katastrofe.'

Og det er ifølge rigmanden ikke gået op for de mange danskere, der lørdag nød det gode vejr i det fri flere steder rundt om i landet.

'Jeg kan blive helt afmægtig over at se folk rende rundt og hoste tæt på hinanden, bare fordi solen skinner. Følg nu som minimum disse retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Jeg ville stramme den yderligere og sige – BLIV HJEMME, hvis du overhovedet kan, og hold en afstand på mindst to meter fra andre mennesker.'

Og hvis man ikke har indset alvoren endnu, så skal man vente og se til om to uger, tilføjer han. For så er han overbevist om, at de fleste vil forstå, hvilken situation vi står i.

'Eller meget bedre, bare kig på realiteterne i Italien, der er et par uger forud for os. Og så reagér på det, for helvede! Dette er rigtigt, rigtigt alvorligt – behandl det venligst derefter.'