»Det er nok det mest sære, jeg har oplevet i hele mit liv. Det var godt nok spøjst.«

Det siger Lars Skouboe, som onsdag morgen vågnede op til en dag, som han og familien ellers ikke havde troet skulle blive lidt ud over det sædvanlige.

Men det blev den.

»Jeg vågnede ved sekstiden og kunne høre, at der var nogen, der trippede lidt rundt i huset. Jeg troede i første omgang, at det var ungerne, der var listet tidligt op for at se fjernsyn,« siger han.

Det var det ikke. Til gengæld havde familien fra Bramdrupdam ved Kolding fået ganske uventet besøg: en fremmed kvinde, som viste sig at være polak, var i nattens løb gået ind i huset og videre op på et af børneværelserne på 1. sal.

Formentlig for at søge ly eller tryghed. I al fald er der intet, der tyder på, at hun havde dårlige hensigter, understreger Lars Skouboe.

Hans drenge på fem og syv sov natten til onsdag nedenunder i huset. Så da de stod op, kunne han godt regne ud, at der jo måtte være en fremmed i hjemmet.

»Der lå en dametaske oppe for enden af trappen. Ungerne mente, at det var deres mormors, men det kunne jeg godt se, at det ikke var. Så jeg går ind og kigger i først det ene børneværelse og så det andet. Og så kan jeg se, at der ligger en jakke på sengen. Da jeg åbner døren helt op, står der den her dame med ryggen til og kigger ud ad vinduet,« fortæller Lars Skouboe.

»Jeg blev godt nok 'chokket', da jeg kom ind på værelset og så, at hun var der. Men hun tog det helt stille og roligt og havde vist bare brug for et sted at være og gjorde ellers ikke noget. Hun sagde 'sleep here, sleep here' og så noget mere på en blanding af engelsk, tysk og polsk,« siger han.

»Hun græd og undskyldte, at hun var der. Og lignede en, der havde brug for hjælp. Jeg syntes, det var synd for hende. Men jeg havde brug for lige at få min hjerne med, så jeg pegede på sengen og sagde 'sit down, stay here', så jeg lige kunne tænke mig om. Og få fortalt ungerne, at der altså var en dame, der var faret vild, og at hun havde sovet på Antons værelse,« griner Lars Skouboe.

Drengene syntes, det var synd for den fremmede dame, at hun ikke havde et sted at sove, så hun måtte gerne blive boende, mente de.

Efter Lars Skouboe havde vækket sin kæreste og sat hende ind i den temmelig specielle situation, valgte de at ringe til politiet, så kvinden kunne blive hjulpet videre.

»Hun nåede lige at spørge, om vi havde noget øl, som hun gerne ville betale for. Det havde vi ikke, men vi havde en lille sjat vodka og noget æblejuice, og så fik hun det. Og noget mad. Hun tog imod det og spiste, så jeg tror, hun var sulten. Hun var helt forvirret og forstod vist ikke, hvad der skete omkring hende,« siger han.

Kvinden, som er 30-40 år, fortalte grædende, at hun har sin familie i Polen. Det viser sig, at politiet kender hende i forvejen fra lignende episoder. Blandt andet fra Høll nord for Fredericia, hvor hun dagen forinden havde overnattet i et hus, som heller ikke er hendes.

Kvinden er tilsyneladende tilknyttet en adresse et andet sted i Sydøstjylland, og politiet har angiveligt kørt hende hertil, efter de hentede hende onsdag i Bramdrupdam.

Lars Skouboe synes ikke, det er i orden at gå ind i andre menneskers hjem på den måde, som den fremmede kvinde gjorde hos hans familie.

Men når det er sagt, så fik han med det samme medlidenhed med hende.

»Jeg tænker, at når man går ind i et vildt fremmed hus, som hun har gjort, så er det, fordi man på en eller anden måde er i nød og har brug for hjælp,« siger Lars Skouboe, som sammen med sin kæreste Anette faktisk er allermest stolt af, at drengene på fem og syv tog så godt imod den ukendte dame, at de ligefrem var parat til at flytte ud af børneværelserne.