Lars Løkke melder ud: Danmark kan bidrage i Hormuz


Udenrigspolitisk Nævn har givet grønt lys til, at Danmark senere kan bidrage militært til en operation i Hormuz-strædet. Det fortæller fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde i nævnet tirsdag.
»Det handler om at sikre, at der er politisk momentum i denne sag, og vi vil gerne, på linje med en række ligesindede lande, det gælder også alle de nordiske og baltiske lande, vise vores villighed til at understøtte en sådan operation,« siger han.
B.T. har tidligere forsøgt at få oplyst, hvad dagsordenen var på mødet, der foregår midt i de højspændte og langstrakte regeringsforhandlinger.
Tidligere tirsdag lød det dog, at dagsordenen på mødet var fortrolig.
Efter mødet har Troels Lund og Lars Løkke udtalt, at man blandt andet har diskuteret krigen i Ukraine, det diplomatiske spor med USA om Grønland, der fortsat er i gang og så det lukkede Hormuzstræde i Iran.