Lars Larsen skal torsdag bisættes fra Sejs-Svejbæk Kirke ved Silkeborg. Det skriver Midtjyllands Avis.

Kirken ligger få hundrede meter fra Lars Larsens hjem i Sejs-Svejbæk. Den finder sted torsdag 14.00.

Jysks kommunikationschef, Rune Jungberg Pedersen, oplyser til B.T., at der efter bisættelsen bliver afholdt gravøl for de nærmeste i Jysks hovedkontor i Brabrand.

Han kan også oplyse, at da kirken ikke er landets største, vil bisættelsen hovedsageligt være for venner og familie. Men der er mulighed for andre danskere at mindes Lars Larsen.

Kirken har tirsdag oprettet en mindeplads tæt på Dyne-kongens gravsted, hvor folk kan lægge blomster og mindes ham.

'Dyne-Larsen' sov stille ind mandag morgen i sit hjem i Silkeborg med den nærmeste familie ved sin side.

»Vi har i dag mistet vores far, mand og bedstefar, og Danmark har mistet en enestående købmand. Han vil blive savnet af os alle, og når vi har sørget over vores store tab, vil vi fortsat gøre vores bedste for at videreføre hans imponerende livsværk,« siger Jacob Brunsborg, der i juni overtog posten som bestyrelsesformand i Lars Larsen Group efter sin far.

Det skete på baggrund af, at Lars Larsen fik konstateret leverkræft. En sygdom, der i sidste ende tog hans liv. Han blev 71 år gammel.