Lørdag eftermiddag kunne Lars Hedegaard pludselig ikke logge ind på Facebook.
Det sociale netværksmedie havde slettet hans profil og udelukket ham fra fællesskabet uden nogen yderligere forklaring.
Men den 77-årige debattør og islamkritiker har en stærk formodning om, hvorfor både ham og formanden for Trykkefrihedsselskabet, Aia Fog, lørdag blev deaktiveret af Facebook.
»Selvfølgelig falder det sammen med det arrangement, Trykkefrihedsselskabet holdt i går, så jeg går ud fra, at vi i bund og grund er blevet slettet, fordi vi havde skrevet om det arrangement,« siger Lars Hedegaard.
Et arrangement, der blandt andet havde til formål at hylde æresgæsten, den britiske, kontroversielle højrefløjsaktivist Tommy Robinsion, ved at tildele ham deres årlige Sappho-pris.
I sensommeren kom det frem, hvordan Facebook gik ind og slettede alle opslag, der indeholdte navnet 'Tommy Robinson'.
Og selvom Lars Hedegaard ikke har fået nogen forklaring fra Facebook om, hvorfor han er blevet fjernet helt fra deres platform, så tænker han, at det kan hænge sammen med, at de har udråbt Tommy Robinson som voldsmand og fascist.
»Facebook er de facto et monopol, der ikke ønsker en meningsudveksling, og hvis man misbruger et monopol til at holde visse synspunkter nede, så svarer det til, at et privatejet vandværk nægter at levere vand til nogen, der har nogle andre holdninger end dem selv.«
Flere fremtrædende politikere heriblandt Rasmus Jarlov, Pernille Vermund og Søren Espersen har på Facebook tilkendegivet deres støtte til både Aia Fog og Lars Hedegaard.
Lars Hedegaard er selv tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet og er meget aktiv i debatten om ytringsfrihed og som islamkritiker.
Hans fremtrædende rolle i debatten gav i 2013 bagslag på uhyggelig vis, da han blev forsøgt myrdet ved sit hjem på Frederiksberg, hvor en mand forklædt som postbud trak en pistol og affyrede skud mod Lars Hedegaards hoved.
Det har dog ikke fået ham til at tie. Og det er derfor heller ikke første gang, Facebook har blandet sig i, hvad han har foretaget sig på sin profil.
»Jeg havde skrevet et opslag, der handlede om slaveri. Det var tre korte afsnit med en overskrift. Facebook fjernede så overskriften og det sidste afsnit og skar i teksten, der var tilbage for så at publicerede den, som om, jeg selv havde skrevet det,« fortæller han.
Hvis du bliver lukket ind igen, er det så noget, du ville være interesseret i?
»Så skal det kraftedme være på helt andre præmisser. Så skal Facebook love, at de ikke vil redigere i mine tekster og ikke truer med at fjerne mig, fordi jeg har nogle synspunkter, der ikke deles af Facebooks venstreorienterede ledelse.«
Formand for Trykkefrihedsselskabet, Aia Fog, fik ligesom Lars Hedegaard også slettet sin profil lørdag.
»Det gør mig selvfølgelig rasende, fordi Facebook er så stor i Danmark. Det er der, jeg henter størstedelen af min information, og det er min primære kommunikationsplatform,« fortæller Aia Fog.
Selvom hun virkelig ikke har lyst til at komme tilbage på Facebook oven på denne magtdemonstration, så føler hun alligevel, at hun er afhængig af at være tilstede der, hvor en stor del af debatten foregår.
Og det er et demokratisk problem, hun mener, man bør kigge nærmere på:
»Det, mener jeg, er noget, man skal tage op fra politisk hold. Man burde som i USA sætte forslag om at kunne sagsøge tech-giganterne, hvis de krænker ens ytringsfrihed.«
Kommunikationschef for Facebook i Norden, Peter Münster, bekræfter over for B.T., at de har slettet både Lars Hedegaard og Aia Fog fra Facebook.
»Ytringsfriheden har vide rammer på Facebook, men vi er også nødt til at sætte nogle grænser,« siger Peter Münster.
Han fortæller, at de har meget restriktive regler over for personer og grupper, som de klassificerer som hadprædikanter. Tommy Robinson hører under denne kategori.
Derfor sletter de opslag, der hylder eller støtter ham og andre hadprædikanter. Altså indtil en vis grænse, hvor de ikke længere mener, det er nok kun at slette opslag.
»Når folk så bliver ved med at overtræde reglerne, så kan vi godt føle, at vi er nødt at lukke deres profil,« siger Peter Münster og fortæller, at de begge dog har en mulighed for appellere til Facebook.
Derudover meddeler han, at Facebook ikke redigerer i folks opslag. Derfor mener han ikke, at Lars Hedegaards oplevelse med redigering kan forklares med noget, Facebook har gjort.