»Av! Har jeg tabt en plombe?«

Det var den første tanke, der for gennem hovedet på Lars Mørk Petersen, da han tirsdag satte tænderne i den dagmartærte, han havde købt i Dagli'Brugsen på Skovsbovænget i Odense.

For i stedet for at hygge sig med en mundfuld kage i frokostpausen fra malerarbejdet fik han tænderne i noget metal, som viste sig at være en skrue.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

B.T. har snakket med Lars Mørk Petersen, der fortæller, at det kom som noget af et chok for ham.

»Jeg mærkede noget hårdt, der smagte af metal, da jeg tog en bid af kagen. Jeg troede, jeg havde tabt en plombe, så jeg fik et chok, da jeg spyttede en skrue ud,« siger Lars Mørk Larsen og fortsætter:

»Den var forholdsvis stor og virkelig spids, så jeg er glad for, jeg ikke fik den i halsen.«

Der skete heldigvis ikke noget, og Lars Mørk Petersen valgte at køre op til Dagli’Brugsen og fortælle dem om episoden.

Her ses skruen i Lars Mørk Petersens dagmartærte.
Her ses skruen i Lars Mørk Petersens dagmartærte.
Vis mere

Han fik en ny kage og en undskyldning med tilbage.

Fyens Stiftistidende har været i kontakt med Dagli'Brugsens souschef, Mark Stage, der beklager episoden.

Han fortæller til mediet, at de har taget kontakt til leverandøren.

»Det er katastrofalt, når sådan noget sker. Jeg har aldrig oplevet det før og har selvfølgelig sendt sagen videre til Coop,« siger Mark Stage.