Torsdag blev den 49-årige betjent fra Fyns Politi, Elvir Abaz, dømt til 30 dages ubetinget fængsel i en sag om tjenestemisbrug.
En mild dom, mener den socialdemokratiske politiker Lars Aslan Rasmussen, der var ét af ofrene for politimandens chikane:
»Jeg synes, det er en mild dom i forhold til, hvad der har haft konsekvenser for mig og de andre ofre. Men det vigtigste er, at han blev dømt, og dermed ikke sidder i politiet længere,« siger Lars Aslan.
Tiltalen mod Elvir Abaz lød på, at han i 29 tilfælde havde misbrugt sin stilling i Fyns Politi.
Abaz har erkendt sig skyldig i 21 af de 29 forhold, han var tiltalt for, men ankede dommen på stedet.
De 21 forhold, han erkender, drejer sig om, at han har videregivet fortrolige oplysninger.
I Lars Aslan Rasmussens tilfælde fortæller han, at Elvir Abaz skrev krænkende løgne om ham i islamistiske Facebook-grupper. Det er dog ikke er en del af anklageskriftet mod den 49-årige.
»Han skrev, at jeg har jødisk baggrund, at jeg er vantro og alt muligt. Han ved godt, hvad det tænder i den slags grupper,« siger han og uddyber:
»Det er enormt giftigt, i de der grupper, når han eksempelvis skriver, at jeg er terrorist. Det er injurier,« siger han.
Lars Aslan Rasmussen fortæller, at det faktum, at Abaz arbejdede hos politiet, fik konsekvenser for hans tillid til politiet.
»Jeg har levet med hemmelig adresse på grund af ham,« siger han og tilføjer:
»Så da jeg fandt jeg ud af, at han er politibetjent, mistede jeg tilliden til politiet.«
Derfor siger Lars Aslan Rasmussen, at det vigtige for ham er, at Elvir Abaz ikke længere kan være ansat hos Fyns Politi, efter han nu er dømt i sagen.
»Jeg er ked af, at det har taget så lang tid, og af at hverken politiet, medierne eller andre har været opmærksomme på ham,« siger Lars Aslan Rasmussen.
I en skriftlig kommentar til B.T. afviser Elvir Abaz' anklagerne fra Lars Aslan Rasmussen.
»Jeg er altså bedøvende ligeglad med Aslans eller nogens etniske eller religiøse baggrund. Aslans påstande om, at jeg skulle have skrevet, at han har jødisk baggrund, er vantro eller terrorist, er ikke bare pure opspind og løgn, som han ikke kan dokumentere,« lyder det blandt andet i kommentaren, som du kan se i sin fulde længde herunder.
En kommentar, som Lars Aslan Rasmussen dog ikke giver meget for.
»Elvir Abaz er kriminel og en løgner. Alt hvad han foretager sig har haft noget vedrørende islam at gøre. Han kan tage en halal kiks og sidde og have ondt af sig selv i fængslet. Det er ynkeligt at se og høre på. Han er en skændsel og har pisset på det samfund, der tog imod ham under krigen i Bosnien, og det ville være en stor glæde for alle, hvis han rejste retur,« lyder det i et skriftligt svar fra den socialdemokratiske politiker.