En række kommuner er ikke klar til at genåbne dagtilbud og skoler allerede onsdag efter påske.

Det er langtfra alle forældre til børn i vuggestuealderen til 5. klasse, der skal forvente, at de kan sende deres børn i dagtilbud eller skole straks efter påske.

Der er således flere kommuner, hvor skoler og dagtilbud ikke er klar til at åbne 15. april, som regeringen har lagt op til.

Regeringen har understreget, at institutionerne kun skal åbne, når de kan leve op til retningslinjer vedrørende hygiejne og afstand. Og flere kommuner oplever altså, at det vil kræve mere tid at blive klar.

I Odense Kommune er der cirka 20.000 børn, som så småt kan se frem til at komme i daginstitution eller skole igen. Men 15. april er det kun elever i 0. og 1. klasse, der får lov til at møde op.

Og de skal vente til ugen efter, før de får selskab af elever fra 2. til 5. klasse. I vuggestuer og børnehaver bliver dørene åbnet for alle børn 17. april, oplyser kommunen.

Regeringen har lagt op til, at den gradvise genåbning af landet finder sted efter påskeferien.

Her skal blandt andre de mindste børn op til 5. klasse efter planen sluses ind i skoler og daginstitutioner igen.

I Aarhus Kommune er meldingen, at dagplejen er åben igen for alle børn 16. april. Alle folkeskoler åbner for elever fra 0. til 2. klasse 15. april.

3. og 4. klasser må vente til 16. april, og 5. klasse kommer ikke i skole før 17. april.

Københavns Kommune, landets største, melder også om en "gradvis genåbning".

Børne- og ungdomsudvalget i kommunen er nået frem til, at institutioner og skoler kun åbner, i takt med at hver enkelt institution eller skole lever op til myndighederne karv.

- Københavns Kommune forventer at være klar til at åbne en del af byens institutioner og skoler allerede fra onsdag efter påske, lyder det på kommunens hjemmeside.

Københavns Kommune oplyser til Ritzau, at kommunen regner med søndag at have et overblik over, hvilke skoler og daginstitutioner der åbner onsdag efter påske.

Mindre kommuner som Hillerød og Frederiksberg har besluttet at vente med at genåbne skolerne til mandag 20. april.

Hillerød åbner de første dagtilbud helt eller delvist 15. april, mens Frederiksberg venter til mandag 20. april.

/ritzau/