Der er i øjeblikket ekstra lang ventetid på at komme igennem til akuttelefonen i Region Hovedstaden.

Sådan lyder det fra Region Hovedstaden til B.T.

»Der er cirka to timers ventetid lige nu. Mange ringer om feber, influenzasymptomer, øresmerter og skader, hvilket er de samme slags henvendelser, som vi generelt ser uden for egen læges åbningstid,« oplyste Region Hovedstaden tidligere.

I mellemtiden er ventetiden nu faldet til lige under en time, og den er fortsat faldende, lyder det fra Region Hovedstaden.

Årsagen til den lange ventetid skyldes, at der mangler sygeplejersker på 1813, der er akuttelefonens nummer.

Samtidig med det er det jul. Det betyder, at akuttelefonen har været sværere at bemande end normalt, oplyser Region Hovedstaden.

Regionen oplyser dog, at der er nok med personale, og at julen er en travl periode.

»Borgere, der kontakter akuttelefonen i julen, kan dog stadig opleve ventetid, da det er en travl periode.«