Der er ikke meget service over Borgerservice i Odense.

Det mener Jack Køhler, der bor i Odense og står i den penible situation, at hans kørekort er gået i stykker.

Derfor forsøgte han for nylig at bestille tid til at få et nyt kørekort på Borgerservice, men det viste sig at være lettere sagt end gjort.

»Jeg henvendte mig for tre uger siden, hvor jeg gik ind for at bestille tid. Der var ingen tider,« siger Jack Køhler.

Han er klar over, at han kan få sit kørekort på en app, men når han skal på ferie til sommer – og eventuelt leje en bil – vil han gerne have et fysisk kørekort med sig.

Så der var ikke andet for end at forsøge sig endnu en gang med Borgerservice.

Men da han ville booke tid mandag morgen, var de næste ledige tider 15. juni.

»Én tid på en måned – det kan jeg ikke bruge til noget,« siger Jack Køhler, der er frustreret over, hvordan han som borger bliver mødt i Borgerservice:

»Det virker som en form for ligegyldighed, og det bryder jeg mig ikke om. Borgerservice skal være til for borgerne, og så kan det ikke passe, man ikke kan komme til.«

Til hverdag rejser han frem og tilbage til København, hvor han arbejder, og blandt andet derfor er det ikke sådan lige at rive en dag ud af kalenderen for at få et nyt kørekort.

»Der var én eneste tid – 15. juni – og der kunne jeg ikke,« siger Jack Køhler.

Under coronapandemien havde han forståelse for, at man skulle bestille tid, men nu mener han, at det spænder ben for folk, fordi fleksibiliteten mangler.

I stedet mener han, at man burde se på digitale løsninger eller udvidede åbningstider, så flere fik mulighed for at komme til.

»Jeg har aldrig oplevet sådan noget før. Tidligere kunne man bare gå derhen, men nu er der ingen tider,« siger han og tilføjer:

»Jeg kan ikke være den eneste, der står i den her situation.«

Nu håber Jack Køhler, at det senere på ugen bliver muligt at finde en anden tid, der passer med arbejdet.

»Det skal helst være inden 20. juni, for at jeg kan nå det, siger han.«

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Borgerservice i Odense.