Et benzinkort til Doris J. Jensens tjenestebil har fået hende til at trække sig fra landsstyret i Grønland.

København. Grønlands landsstyremedlem for sundhed, sociale anliggender og justitsvæsen trækker sig fra det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut.

Det skriver KNR.

Det er Doris Jakobsen Jensen, der trækker sig. Grunden er ifølge mediet en sag om misbrug af et benzinkort, der er knyttet til hendes tjenestebil.

- Selv om jeg ikke har brudt loven, har jeg besluttet mig for at trække mig fra Naalakkersuisut. Fordi det er hårdt for både min familie og jeg, siger Doris J. Jensen ifølge KNR.

Onsdag aften blev et pressemøde holdt, hvor den nu afgående naalakkersuisoq, landsstyremedlem, forklarede, hvordan en person, der har boet i husstanden, har misbrugt hendes benzinkort.

Hun forklarede også, at personen ikke længere bor der.

Ifølge Doris Jakobsen Jensen har sagen kastet mistanke på hende og hendes mand, og derfor vælger hun nu at trække sig, beretter mediet.

- Jeg vil ikke vente på revisionsudvalgets afgørelse, det er for hårdt for min familie, og jeg bliver derfor nødt til at stoppe her, siger hun.

Tidligere onsdag skrev KNR, at opbakningen til Doris Jakobsen Jensen skrumpede, efter at Demokraterne meldte ud, at de ville stemme for et mistillidsvotum.

- Vi mener i Demokraatit, at vi alle som folkevalgte har en forpligtigelse for at forvalte borgernes tillid med den fornødne grad af respekt - herunder forvalte borgernes penge hensigtsmæssigt, skriver Demokraterne ifølge KNR.

- I den konkrete sag mener vi fra Demokraatit, at Doris Jakobsen Jensen har ageret lemfældigt med betroede midler, fortsætter Demokraterne.

Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq har Doris Jakobsen Jensen i en redegørelse forklaret, at misbruget næsten endte på et beløb på 7000 kroner.

Også Iniut Ataqutigiit, der også er et grønlands parti, var klar til at vælte landsstyremedlemmet, skriver Sermitsiaq.

/ritzau/