Landmænd erklærer krig mod regeringen: Forbereder kæmpe erstatningskrav
Torben Albertsen fra Nysø Gods og andre landmænd kan ende med at koste kassen for den danske statskasse.

Torben Albertsen fra Nysø Gods og andre landmænd kan ende med at koste kassen for den danske statskasse.

Danske landmænd arbejder nu på at kræve erstatning fra regeringen for de økonomiske hug, de lider som følge af kvælstofloven.
Bæredygtigt Landbrug har opfordret sine omkring 3.000 medlemmer til at få kigget igennem, hvad den nye lov får af økonomiske konsekvenser for deres landbrug.
»Vi har sat fulde sejl og en proces i gang, hvor folk kan få hjælp til at kræve erstatning,« siger Niels Hauge Mikkelsen, der er formand for Bæredygtigt Landbrug.
Det drejer sig om den meget udskældte gødskningslov, bedre kendt som kvælstofloven, der blev vedtaget af et politisk flertal i sidste måned.
Den betyder, at landmændene må bruge langt mindre gødning på deres marker af hensyn til vandmiljøet i de danske fjorde og kystområder.
Eksempelvis vil den nye lov betyde, at Nysø Gods ved Præstø på den sydvestlige del af Sjælland må omlægge sin produktion af korn på to tredjedele af godsets 900 hektar landbrugsjord for at udlede mindre kvælstof.

»Det bliver en dyr omgang for os,« sagde godsets forvalter, Torben Albertsen, søndag til B.T. Ifølge ham vil det koste godset 700.000 kroner om året i tabte indtægter.
Andre landmænd bliver ramt endnu hårdere, siger Niels Hauge Mikkelsen fra Bæredygtigt Landbrug.
»I flere ejendomme vi har set på, vil den nye regulering påføre folk tab i millionklassen og køre bedrifterne direkte i konkurs, fordi de mister deres indkomstgrundlag,« siger han.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) er forelagt meldingen fra Bæredygtigt Landbrug.
»Hvis en bedrift vurderer, at reguleringen på trods af kompensationen medfører så stort et økonomisk tab, at der er tale om ekspropriation, kan man få spørgsmålet prøvet ved domstolene. Det er ens gode ret, når man lever i et demokrati og en retsstat som Danmark,« skriver ministeren blandt andet i en mail til B.T.