Er man en af dem, der savner at gå i fitness, så er der rigtig gode nyheder.

Om ganske få dage kan de mange fitness-glade danskere nemlig komme tilbage i Fitness World.

Det oplyser fitnesscenteret i en pressemeddelelse.

»Natten til mandag fik vi retningslinjerne fra myndighederne, og nu gælder det om at få vores godt 4.000 fantastiske kollegaer tilbage på arbejde,« fortæller direktør i Fitness World, Lars Frødstrup, inden han frortsætter.

»Vi glæder os til at hjælpe medlemmerne tilbage i de gode træningsvaner fra på torsdag og knokler lige nu på højtryk for at sikre de nye forholdsregler og rammer for en sikker genåbning i vores mere end 175 centre over hele landet.«

Det er torsdag morgen klokken 06:00 at samtlige Fitness World i landet åbner op igen, og det bliver under trygge omstændigheder.

»Vi er i fuld gang med at planlægge en tryg genåbning, og vi er klar torsdag morgen. Fokus er at passe på hinanden ved at vise hensyn, holde afstand og sikre en god hygiejne. Vi har god plads i vores centre til at sikre afstanden, og vi kan styre kapaciteten i centrene via vores systemer og indgange.«

»Helt konkret har vi i Fitness World ligeledes under nedlukningen udarbejdet et helt nyt rengørings-setup, intensiveret desinfektion, samtidigt med at vi sikrer tydelig kommunikation,« fortæller Lars Frødstrup.

For tre uger siden åbnede kæden sine 40 centre i Schweiz, og i lørdags åbnede de så også i Polen.

De er åbnet med stor succes, ifølge pressemeddelelsen, og erfaringer fra Schweiz og Polen er noget som virksomheden vil trække på, når de nu genåbner i Danmark.

Knap 10 procent af den voksne danske befolkning træner i Fitness World, det svarer til op mod 500.000 medlemmer.

Fitness World har 175 centre i Danmark og knap 4.500 medarbejdere. Kæden driver ligeledes Fitness centre i Schweiz og Polen.