Mandag formiddag eskalerede det, da danske stilladsarbejdere demonstrerede mod forholdene på en byggeplads drevet af udenlandske stilladsarbejdere på hjørnet af Lundtoftegade og Tikøbgade på Nørrebro.

Omtrent 300 stilladsarbejdere havde samlet sig for at demonstrere over det, de mener, er ulovlige forhold på byggepladsen.

Selvom det fra begyndelsen blev slået fast, at demonstrationen skulle forløbe fredeligt, endte det med, at et stort stillads blev væltet, at flere biler blev udsat for hærværk og at en kvinde blev truet og spyttet i ansigtet.

Nu fortæller formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub, Thomas Strømsholt, til B.T., hvorfor demonstrationen ifølge ham løb af sporet. Det gør han, fordi han mener, folk har fået et forkert indtryk af det, der er sket.

Væltet stillads. Op mod 300 stilladsarbejdere er samlet for at markere deres utilfredshed med forholdende på en byggeplads i området ved Lundtoftegade på Nørrebro, mandag den 2. december 2019. Ifølge stilladsarbejderne foregår der social dumping på byggepladsen.
Væltet stillads. Op mod 300 stilladsarbejdere er samlet for at markere deres utilfredshed med forholdende på en byggeplads i området ved Lundtoftegade på Nørrebro, mandag den 2. december 2019. Ifølge stilladsarbejderne foregår der social dumping på byggepladsen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Han fortæller, at vreden fra de demonstrerende stilladsarbejdere bunder i, at en af deres kollegaer samt en person fra Dansk El-Forbund, der har lokaler lige overfor byggepladsen, blev banket af personer med tilknytning til byggepladsen søndag aften. Det skete, da kollegaen med sin telefon forsøgte at dokumentere de ulovlige forhold, de udenlandske stilladsarbejdere tjener under.

»Da vores kollega står og filmer, kommer der en håndfuld folk ud fra byggepladsen og jagter ham, ligesom der kommer folk væltende ud af en bil, hvorefter de også går på ham. Vores kollega bliver altså gennembanket af seks til otte personer, og han har brækket ribben og tæer og alt muligt andet og er indlagt på hospitalet, så han har virkelig fået tæsk,« fortæller Thomas Strømsholt og fortsætter:

»Når en kollega får tæsk af den slags, så kunne vi godt regne ud, at en masse mennesker havde tænkt sig at gøre et eller andet. Derfor kom vi frem til, at vi skulle sørge for at have en masse meningsdannere til stede ved demonstrationen, der skulle sikre, at det ikke løb af sporet. Planen var, at vi skulle få Arbejdstilsynet forbi, så vi kunne vise dem, hvilke fejl der var på byggepladsen, så den kunne blive lukket ned.«

B.T. har været i kontakt med Københavns Politi, der bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om vold fra byggepladsen søndag aften.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Tip os på 1929@bt.dk

Demonstrationen eskalerede dog, og Thomas Strømsholt har en forklaring på, hvorfor det løb af sporet.

»Stilladsarbejderne havde affundet sig med, at demonstrationen skulle forløbe fredeligt, men da vi kommer derind, begynder de udenlandske stilladsarbejdere at kaste sten og jernrør efter kollegerne, og det er derfor, det brænder sammen.«

»Bare det at få samlet folk til en rolig aktion dagen efter en kollega har fået tæsk er en stor udfordring, men når der så bliver kastet ting og sager efter dem, så er det umuligt,« uddyber Thomas Strømsholt.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Ifølge Københavns Politi blev udenforstående personer udsat for vold og trusler under demonstrationen, ligesom en kvindelig medarbejder i Netto blev spyttet i hovedet, da hun kommenterede igangværende hærværk på en bil.

Politiet fortæller, at en kvinde er blevet spyttet i hovedet under demonstrationen. Hvad er din kommentar til det?

»Jeg har svært ved at tro, at en stilladsarbejder er gået efter en uskyldig kvinde. Så vil jeg kende folk i branchen meget dårligt.«

Hvor langt vil i gå, for at sikre jer, at byggepladsen lukkes?

»Vi vil gå langt for at sikre, at der er ordnede forhold i vores branche. Vi vil gå hele vejen, og hvis det kræver, at vi møder 1.000 personer op hos Arbejdstilsynet, så er det dét, vi gør. Men hvis du spørger, om vi vil ty til vold, så nej. Det gør vi ikke.«

Men det skete i dag.

»Ja, fordi de blev angrebet i fredags, i går og i dag. Ja. Jeg kender de fleste af dem. De er nogle gode gutter, de er familiefædre, og de er nogle dejlige mennesker. Derfor har jeg svært ved at læse, at de bliver omtalt som bøller, for der er jo en årsag til, at det eskalerer i dag.«

Er der flere demonstrationer planlagt?

»Vi har fået lovning på, at firmaet på pladsen bliver fjernet, så nej. Der kommer ikke en ny demonstration i morgen, og der er ikke planlagt noget. Vi regner med, at arbejdstilsynet gør deres arbejde.«