Har du besøgt Lalandia i Rødby den forgangne uge?

Så kan det være, du skal et smut forbi dit nærmeste corona-testcenter.

Mandag eftermiddag oplyser badelandet nemlig i et Facebook-opslag, at en gæst er blevet testet positiv efter et besøg.

'En dagsgæst, der besøgte Aquadome i Lalandia i Rødby torsdag 13. august kl. 16.15-18.30, har desværre fået konstateret corona,' skriver badelandet i opslaget:

'Dagsgæsten, som er en seksårig pige, besøgte udelukkende Aquadome (Lalandias vandpark, red.).'

Lalandia oplyser, at de har udsendt en mail til alle gæster, som gæstede badelandet i Rødby den samme dato som den smittede seksårige pige.

I mailen opfordrer de alle, der har opholdt sig i Aquadome ovenstående dato i ovenstående tidsrum, til at blive testet.

Lalandia har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed.