Statsministerens politiske skæbne ligger lige nu i De Radikales hænder.

Som det eneste parti i Folketinget har partiet endnu ikke meldt ud, om det støtter en advokatundersøgelse, som i givet fald vil være en forløber for en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

Derfor var der også et budskab under dagens pressemøde, som er sød musik i de radikales ører: At man vil se på lempelser i den såkaldte offentlighedslov.

Det er den lov, som lige nu sikrer, at embedsmænd kan afvise at give offentligheden indsigt i dokumenter, der fungerer som såkaldt ministerbetjening.

Statsministeren holder pressemøde i Statsministeriet dagen efter minkkommissionens konklusioner, fredag den 1. juli 2022.
Statsministeren holder pressemøde i Statsministeriet dagen efter minkkommissionens konklusioner, fredag den 1. juli 2022. Foto: Olafur Steinar Gestsson
Vis mere

Det har længe være en radikal mærkesag, at offentlighedsloven – som senest blev strammet i 2014 – skal lempes igen.

B.T.s politiske kommentator Søs Marie Serup ser det som en del af et større mønster:

»I det hele taget har man kunnet se i optakten til det her, at Mette Frederiksen har anstrengt sig for at imødekomme støttepartierne op til offentliggørelsen af Minkkommissionens rapport. Det begyndte med grundlovstalen, hvor man åbner for en bredere regering og siden med en venlig og mere imødekommende tilgang til støttepartierne. Det er klart, at det har handlet om at beholde støttepartierne i folden,« siger Søs Marie Serup.

Budskabet om lempelserne i offentlighedsloven skal ses om endnu et forsøg på at gøre sig til over for de radikale, så partiet ikke vil kræve en advokatundersøgelse, mener Søs Marie Serup.

»De Radikale har udsigt til ministerbiler og har været uden for indflydelse i mange år. Derfor sidder partiet med en lup for at finde argumenter for, hvorfor det heller ikke ønsker en advokatundersøgelse,« siger hun.

Under pressemødet i Statsministeriet tidligere i dag blev justitsminister Mattias Tesfaye spurgt til, om han så vil afskaffe Offentlighedslovens § 24. Det er den, som sikrer, at journalister ikke kan få indsigt i ministerbetjeningsdokumenter:

Til det svarede Mattias Tesfaye:

»Vi vil ikke afskaffe den paragraf helt, men vi vil gerne se på, hvordan den kan indrettes anderledes«.