Læsø opgiver elfærge efter forgæves jagt på finansiering
For godt et år siden besluttede kommunalbestyrelsen på Læsø, at Molslinjen skulle bygge en eldrevet færge.

For godt et år siden besluttede kommunalbestyrelsen på Læsø, at Molslinjen skulle bygge en eldrevet færge.

Det har ikke været muligt for Danmarks mindste kommune, Læsø Kommune, at finde finansieringen til at få en eldrevet færge til øen.
Det siger Niels Odgaard (K), der er borgmester i Læsø Kommune, til TV2 Nord.
Kommunalbestyrelsen på øen havde ellers i juni 2025 besluttet, at man ville have Molslinjen til at bygge en eldrevet færge til sejlads mellem Læsø og Frederikshavn.
- Vi har meddelt transportministeren, at vi lader udbuddet falde. I forhold til det tilbud, som Molslinjen gav, har vi ikke kunnet finansiere det, siger borgmesteren til mediet.
Kommunen mangler over 300 millioner kroner i finansiering plus 16 til 20 millioner kroner årligt i driftsudgifter.
Siden kommunen indgik en aftale med Molslinjen om en ny eldrevet færge, har de arbejdet på en aftale om finansiering med staten.
Inden valgudskrivelsen til folketingsvalget i marts havde kommunen også et møde med den daværende transportminister Thomas Danielsen (V) i kalenderen.
Men det blev skudt til hjørne på grund af valget og de efterfølgende regeringsforhandlinger.
På nuværende tidspunkt sejler to dieseldrevne færger på ruten. Den ene har sejlet på ruten siden 1980, mens den anden blev indsat i 1997.
Fortsat sejlads med de to dieseldrevne færger kan også komme til at koste kommunen på grund af CO2-afgift på færgedrift, der efter planen skal være fuldt indfaset i 2030.
Borgmester Niels Odgaard har tidligere beskrevet over for TV2 Nord, at der er store anlægsomkostninger ved at omstille færgedriften til el.
Blandt andet skal færgelejerne i Frederikshavn og Vesterø i så fald bygges ud, ligesom der også skal være plads til, at færgerne kan lade batterier op i havnene.
RITZAU