TV 2s program 'Naboen fra helvede' har på det seneste skabt voldsomme reaktioner og trukket danskernes blik mod lokalområdet i Odsherred.
Hegn, skilte, skrig og et polititilhold er, hvad der i TV 2s dokumentar 'Naboen fra helvede' udfolder sig i dramatiske scener mellem tilflytteren Markus Hvass, og hans nabo, den lokale iværksætter Simon Larsen.
I den lille by Højby i Odsherred Kommune har Simon Larsen nemlig opført en minigolfpark på grunden mellem de to hovedpersoners huse, hvilket har resulteret i en eksplosiv nabokrig.
B.T. har i en tidligere artikel om emnet spurgt B.T.s læsere, hvem de mener har ret i konflikten.
Og svarene er langt fra entydige.
For i skrivende stund har 22.613 stemt og 43 procent af B.T.s læsere holder med tilflytteren Markus Hvass, hvorimod 57 procent holder med iværksætteren Simon Larsen.
Nogle af B.T.s læsere mener bestemt, at Markus Hvass har fat i den lange ende.
»Markus har nu et hus, der er usælgeligt. Der har ikke været nogen form for nabohøring, og der er intet hensyn taget til hverken Markus og hans familie. Jeg forstår helt hans frustration,« lyder det blandt andet fra en B.T. læser.
En anden B.T. læser mener ligeledes, at Markus Hvass har ret til at være utilfreds.
»Det er sindssygt, at han får lov til at anlægge en minigolfbane. Jeg havde heller ikke fundet mig i det, og jeg havde i den grad taget krigen op. Hvordan skal tilflytteren nu sælge sit hus?«
På den anden side af B.T.s læserkommentarer kommer flere dog Simon Larsen i forsvar.
»Objektivt set gør Simon ikke noget forkert. Det svarer til, at man ikke vil respektere færdselsloven, fordi man ikke bryder sig om den,« siger en B.T. læser.
»For få år siden måtte vores første lokale streetfoodmarked lukke på grund af en tilflyttet sommerhusejer. Hvis det lykkes det alternative par at få Simons fantastiske og succesrige tiltag lukket, så er der snart intet, der kan lade sig gøre i vores uddøende lokalsamfund,« lyder det fra en lokal B.T. læser.
B.T. har talt med begge parter fra TV 2-programmet 'Naboen fra helvede' for at få en opdatering på, hvordan situationen har udviklet sig, efter kameraerne slukkede. Og den er alt andet end dulmet.
Den historie kan du læse meget mere om her.