Alle kneb gælder i kampen om at beholde læreruddannelsen på Campus Nyelandsvej på Frederiksberg. 

Og nu er der nyt i sagen.

I en besked til skolens undervisere orienterer skolens elever om, at de vil besætte skolen i næste uge. 
I en besked til skolens undervisere orienterer skolens elever om, at de vil besætte skolen i næste uge. 

I et brev til underviserne på skolen informerer skolens elever om, at de fra tidlig mandag morgen vil besætte skolen – helt indtil fredag. 

»Det er vores vurdering, at det kræver massiv offentlig bevågenhed, hvis forslaget om at lukke Nyelandsvej skal forkastes. Det kan en besættelse være med til at sikre. Så selvom vi må ofre en uges undervisning, kan det forhåbentligt sikre os mange flere år med undervisning på stedet.«

Sådan lyder det blandt andet i beskeden, som Campusrådet har udformet på vegne af skolens elever til skolen. B.T. er i besiddelse af beskeden. 

Uddannelsen blev onsdag indstillet til lukning, hvor planen er, at Københavns læreruddannelser skal samles på Campus Carlsberg på Vesterbro.

Der vil under besættelsen ikke være adgang for andre end de studerende på Nyelandsvej og særligt inviterede gæster. Hvem de særligt inviterede gæster er, fremgår ikke af beskeden. 

Ifølge Københavns Professionshøjskole (KP) er antallet af studerende på læreruddannelsen på Nyelandsvej halveret siden 2014. 

I en pressemeddelelse kunne KP oplyse, at indstillingen om skolelukningen blandt andet skyldes et faldende ansøgerantal og ledige studiepladser på læreruddannelsen. Derfor mener KP, at det er vanskeligt at have to campusser i københavnsområdet. 

Billeder fra Campus på Nyelandsvej under krisemøde torsdag aften. Ved dette møde blev det besluttet ved en afstemning, at skolens studerende skulle besætte skolen. 
Billeder fra Campus på Nyelandsvej under krisemøde torsdag aften. Ved dette møde blev det besluttet ved en afstemning, at skolens studerende skulle besætte skolen.  Privatfoto.

Men ifølge Nanna Dyrholm Laugaard, der er studerende på Nyelandsvej, mener hun ikke, at der er plads til alle elever på Campus Carlsberg ved en eventuel sammenlægning. 

»Som det ser ud lige nu, er der kun plads til den mængde af studerende, der går der nu,« siger hun til B.T. 

Nanna Dyrholm Laugaard er selv rigtig glad for sin daglige gang på skolen, hvor hun læser på tredje semester. Hun er glad for det sociale fællesskab, som skolen giver de studerende, samt de mange foreninger. 

Selv er hun næstforperson i Soltinget, som er de studerendes råd. 

»Hvis vi rykker derover, er der ikke plads til os. Hvis KP vil hæve ansøgertallet, virker det uambitiøst at lukke en uddannelse og skabe mindre plads. Så er der jo ikke plads til de nye studerende.« 

B.T. forsøger at få en kommentar til besættelsen fra Anne Vang Rasmussen, der er rektor på Københavns Professionshøjskole.