Nyt varslingssystem skal give mere forudsigelighed om, hvad myndigheder gør, når coronasmitten stiger.

Regeringen præsenterer lørdag et nationalt corona-varslingssystem, som blandt andet erhvervslivet har efterspurgt igen og igen.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet fredag eftermiddag.

Varslingssystemet bliver præsenteret på et pressemøde lørdag, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) deltager.

Dertil er Helene Bilsted Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, og Tyra Grove Krause, afdelingschef ved Statens Serum Institut, med ved pressemødet.

Senest onsdag efterlyste medlemsdirektør i erhvervsorganisationen Dansk Industri Lars Frelle-Petersen et varslingssystem.

- Vi har brug for et varslingssystem, så restriktioner ikke kommer som en tyv om natten og lukker virksomhederne ned, hvilket også gør det helt umuligt for virksomheder at planlægge ordentligt, sagde han.

I sin tale i forbindelse med Folketingets åbning 6. oktober lovede statsminister Mette Frederiksen (S), at et varslingssystem snart ville blive præsenteret.

- Inden længe vil regeringen - som lovet - præsentere et varslingssystem, der giver mere forudsigelighed omkring, hvad vi gør, hvis smitten stiger, sagde hun.

Det var i juni, at statsministeren bebudede, at der ville komme et varslingssystem.

- Til efteråret, hvor vi risikerer ny eller højere smitte, vil vi basere indsatsen på et nationalt varslingssystem, hvor myndighederne på baggrund af objektive tal for smittespredningen udformer en risikovurdering, sagde Mette Frederiksen.

Pressemødet begynder klokken 11 lørdag. Der er fredag ikke nogen oplysninger om, hvordan varslingssystemet konkret kommer til at fungere.

/ritzau/