Udbruddet af corona i Aarhus får mange til at kontakte lægevagten, og mange ringer uden grund.

Det fortæller Søren Svenningsen, der er praktiserende læge og formand for Lægevagtudvalget i Region Midtjylland.

»Hvis man oplever almindelig hoste og er lidt utilpas, så behøver man ikke ringe til vagtlægen. Så kan man godt vente,« siger han.

Da B.T. søndag ringer til lægevagten i Region Midtjylland, er der 23 minutters ventetid for at komme igennem. Og det er usædvanligt lang ventetid for en søndag i august, hvor ventetiden normalt ville ligge på 2-3 minutter.

»Der er mange bekymringshenvendelser. Der er mange, der gerne vil testes, men som ikke er så syge, at de behøver at kontakte lægevagten,« siger han.

Borgere, der oplever symptomer, og som har mistanke om, at de kan være smittet, skal ikke opsøge testcentrene, men i stedet kontakte egen læge.

Mange kan dog ikke vente til efter weekenden og ringer derfor til vagtlægen. Det fraråder Søren Svenningsen.

»Folk med såkaldte milde symptomer kan godt nøjes med at gå i selvisolering, og der siger vi, at man skal gå til egen læge,« siger han.

De mange bekymringsopkald belaster lægevagten og stjæler tid fra patienter med alvorlige symptomer, som virkelig har brug for hjælp.

»Vi ser, at de rigtig syge begynder at henvende sig, og de kan have svært at komme igennem til vagtlægen. De risikerer at vente rigtig længe, og det er vi kede af, for vi vil gerne tale med de rigtig syge. De, som kun har milde symptomer, kan måske godt vente,« siger han.

Der er omkring 18-19 medarbejdere til at besvare alle opkald til Lægevagten i Region Midtjylland, men lige i disse dage, hvor medierne er fyldt med historie om stigende smittetal, er det ikke nok.

»Når der ringer 50-60 personer på en gang, så kommer der altså ventetid, men man kommer igennem før eller siden,« siger Søren Svenningsen.

Hvornår skal man lade være med at ringe?

»Man kan generelt sige, at har man symptomer, man normalt ikke vil kontakte vagtlægen med, så kan man nok også godt vente. Jeg kan godt forstå, at man har en bekymring for, at man har corona, men det, man skal gøre, er at undgå kontakt, hvor man spreder smitten.«

Hvornår er man så syg nok til at ringe til vagtlægen?

»Jeg vil sige, at hvis man har høj, høj feber og luftvejsproblemer, så skal man selvfølgelig ringe til vagtlægen, og hvis man er usikker på, om man har symptomer, der gør, at man skal kontakte lægen, skal man også gøre det. Det er ikke forbudt.«