Hvis du for fremtiden skal et smut forbi lægen, vil de kunne hive information op om, hvor aktiv du er, og om det er broccoli eller daimchokolade, din indkøbskurv ser mest af.

I hvert fald hvis det står til en række forskere fra Aalborg Universitetshospital.

Det skal alt sammen være til gavn for dit behandlingsforløb, der ifølge forskerne vil kunne blive langt mere skræddersyet med de nye informationer.

»Vi læger vil rigtig gerne behandle og operere, men vi vil også gerne være nogenlunde sikre på, at den behandling, vi giver, også vil gavne patientens livskvalitet,« siger professor ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Ole Rahbek, i en pressemeddelelse.

Han og andre forskere har i et nyt projekt fået samtykke fra en række patienter til at hente data om dem fra motionsapps og indkøbsbutikker.

Det skal gerne blive til prognoser om, hvordan udfaldet vil blive alt efter hvilken behandling, den pågældende patient får.

Tanken bag tiltaget er, at flere patienter i dag oplever, at de ikke får det bedre efter en operation.

Det kan blandt andet skyldes, at hyppig motion og sund kost kan give en langt bedre helingsproces efter en operation samt mindske risikoen for blodprop efter operation.

Ifølge Ole Rahbek kan man i dag ikke i særligt høj grad se, om patienten får et bedre eller værre liv efter operationen, fordi lægerne ikke har adgang til motions- og kostdata.

»Med de data vi har til rådighed i dag, kan vi ikke identificere disse patienter før operationen. Det medfører en stor samfundsøkonomisk belastning, da mange af patienterne ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, og andre bruger mange sundhedsydelser i forsøget på at lindre deres smerter,« siger han.

Og det hjælper ikke engang bare at spørge patienterne om deres levevis.

»Der er en tendens til, at man overvurderer sin egen sundhed – at man siger, at man er mere fysisk aktiv, end man reelt er, og at man spiser sundere - det er almindelig menneskelig forfængelighed,« forklarer professoren.

Om teorien holder vand, ved vi i slutningen af 2022, når forsøget slutter. Der er tilmeldt godt 2000 patienter til forsøget.