Alt for mange unge danskere har psykiske problemer, der udvikler sig til decideret sygdom senere i livet.
Men ventelisterne for at få hjælp er ofte lange.
Derfor skal alle unge skal i 14-års alderen tilbydes en såkaldt teenagesamtale hos deres praktiserende læge for at fange tegn på blandt andet psykisk sygdom og mistrivsel.
Det er et af de konkrete initiativer, som i øjeblikket forhandles mellem de praktiserende læger i PLO og Danske Regioner.
Det skriver Jyllands-Posten.
Omkring hver tiende dansker har ifølge organisationen Bedre Psykiatri en psykisk lidelse, mens hver tredje får en psykiatrisk diagnose i løbet af livet. Cirka halvdelen af alle psykiske sygdomme opstår inden 14-års alderen, og 75 pct. af dem, der får en diagnose, får den, inden de fylder 24 år.
Samtidig afslører et tjek på ventetiderne hos landets praktiserende psykiatere, at der her typisk er mange måneder - og ofte over et års - ventetid, ligesom ventetiden til psykologsamtaler sætter rekord, og nu er mere end 12 uger.
Et andet konkret forslag i PLOs idékatalog for en styrket indsats for borgernes mentale sundhed er, at de praktiserende læger får mulighed for hurtigt og indenfor to uger at henvise patienter med nye eller lettere symptomer på psykisk lidelse til en undersøgelsessamtale hos en praktiserende psykiater hvis lægen er i tvivl om, hvad der stikker under, og hvad der bør gøres.
Ifølge Mireille Lacroix, næstformand i PLO, er der et meget stort og presserende behov for hjælp, når det gælder danskernes psykiske mistrivsel.
- Vi har flere og flere unge, som har problemer og mistrives psykisk. Det betyder, at de har sværere ved at få fodfæste og komme i gang med uddannelse og arbejde, siger Mireille Lacroix.
I Danske Regioner tager Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for foreningens psykiatriudvalg og regionsformand i Region Hovedstaden, positivt imod blandt andet teenagesamtalerne i almen praksis.
- Alt for mange med psykiske problemer - måske ikke mindst unge - er blevet kastebold mellem systemerne, og derfor får vi ikke sat tidligt nok ind. Her vil de praktiserende læger kunne spille en mere aktiv rolle, siger hun
Hos Bedre Psykiatri siger generalsekretær Thorstein Theilgaard, at der er tale om et ualmindeligt godt tiltag.
- Det er fornuftigt og konkret. Vi ser desværre i de her år, at rigtig mange unge slås med dårlig mental trivsel og psykisk sygdom.
Han tror, at mange vil tage imod tilbuddet.
- Og derfor tror vi også, det vil gøre en forskel.
/ritzau/

