»Jeg venter stadig på en realistisk og konkret handlingsplan fra myndighederne trods diverse absurde meldinger fra bl.a. Søren Brostrøm om, at vi kan vaccinere 100.000 om dagen.«

Sådan lyder det fra overlæge i anæstesiologi og intensiv terapi på Næstved Sygehus Kenneth Jensen i forbindelse med en kronik, han for nylig har skrevet i Sundhedspolitisk Tidsskrift, om vaccinationsindsatsen mod covid-19 i Danmark.

Over for B.T. uddyber han sin bekymring for, hvordan det rent logistisk skal kunne lade sig gøre fra februar at vaccinere 100.000 danskere dagligt.

»Jeg har svært ved at se, hvordan det skal hænge sammen med det logistiske apparat, der skal op at køre. En ting er at skaffe medicinen, men hvem er det, der skal vaccinere, hvor skal det foregå, og hvordan får man 100.000 ind om dagen? Når man sidder som direktør for Sundhedsstyrelsen, så må man kvalificere sine ord lidt mere og forklare, hvordan man helt konkret skal kunne sikre personale nok,« siger Kenneth Jensen.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, sagde i denne uge, at man fra februar forventer at vaccinere 100.000 danskere dagligt.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, sagde i denne uge, at man fra februar forventer at vaccinere 100.000 danskere dagligt. Liselotte Sabroe

I sin kronik har han opstillet et regnestykke for, hvordan det skal kunne lade sig gøre at vaccinere tusindvis af danskere to gange det kommende år (regnestykket kan du se i faktaboksen her på siden).

I regnestykket indgår bl.a. 15 minutter pr. læge til forberedelse og vaccination pr. stik. Læg dertil efterfølgende observation af sygeplejersker på 30 minutter, når stikket er givet, for at se til allergiske bivirkninger, samt håndtering af it-faciliteter, transport og passende fysiske rammer.

Kenneth Jensen når frem til, at vaccinationen vil kræve 900 lægestillinger og 2.700 sygeplejersker per dag.

»De stillinger er ikke umiddelbart tilgængelige, og vi må forvente, at de bliver besat af vikarer som frivilligt ekstraarbejde. Det betyder, at det sundhedsfaglige personale kan udgøre en flaskehals, der kan begrænse kapaciteten af vaccinationscentrene i betydelig grad,« siger lægen.

Jeg kan forestille mig, regionerne bliver noget svedige over udsigten til at skulle præstere 100.000 vaccinationer pr. dag. Det vil svare til, at hele Danmarks voksne befolkning er vaccineret inden påske

Han forudser derfor, at vi ikke er færdige med at vaccinere før et godt stykke inde i 2022.

Ledende overlæge i Aalborg, Henrik Nielsen, mener også, at manglende personale vil blive en flaskehals:

»Jeg kan forestille mig, regionerne bliver noget svedige over udsigten til at skulle præstere 100.000 vaccinationer pr. dag. Det vil svare til, at hele Danmarks voksne befolkning er vaccineret inden påske. Det kommer ikke til at ske, men meldingen kan jo medvirke til at sætte en høj ambition,« siger han.

Henrik Nielsen mener nærmere, det vil være realistisk at vaccinere 20.000 pr. dag, forudsat at der leveres nok vacciner.

Covid-19-vaccination af beboere og ansatte på en række plejehjem i Svendborg Kommune 3. januar 2021. Ældre på plejehjem er de første, som skal vaccineres.
Covid-19-vaccination af beboere og ansatte på en række plejehjem i Svendborg Kommune 3. januar 2021. Ældre på plejehjem er de første, som skal vaccineres. Tim Kildeborg Jensen

»Det vil betyde, at de mest nødvendige 1,5 millioner er vaccineret inden påske, hvorefter indlæggelser falder kraftigt. Samfundet kan så langsomt trinvis åbnes op i modsat rækkefølge af nedlukning,« siger han.

Sundhedsstyrelsen holder fast i, at målet på de 100.000 er realistisk. Da B.T. spørger efter en konkret handlingsplan, lyder svaret:

»Regionerne og Statens Serum Institut har meddelt ved flere lejligheder, at de kan varetage 100.000 vaccinationer dagligt landet over med kort varsel. De lokale planer for, hvordan de præcist vil gøre det, kan de selv informere om,« skriver enhedschef Steen Dalsgaard Jespersen i en mail til B.T og tilføjer:

»Når mængderne (af vaccinerne, red.) bliver meget store, og mange borgere kan vaccineres, decentraliseres vaccinationerne. F.eks. med udvidet brug af praktiserende læger, eventuelt apoteker mv.«

Regionerne og Statens Serum Institut har meddelt ved flere lejligheder, at de kan varetage 100.000 vaccinationer dagligt landet over med kort varsel. De lokale planer for, hvordan de præcist vil gøre det, kan de selv informere om

Danske Regioner har heller ikke ønsket at komme det nærmere, hvordan man helt konkret vil kunne vaccinere 100.000 danskere dagligt. Her lyder svaret blot:

»De enkelte regioner har kvitteret – ja, vi er klar, når og hvis staten bestiller en kapacitet på 100.000,« skriver regionens presseafdeling i en mail.

I Region Midtjylland og Region Hovedstaden er man fortsat i gang med at rekruttere personale, men de andre tre regioner siger til B.T., at de ikke mangler folk eller vil komme til det.

»Vi modtager gerne flere ansøgninger. Det er en stor rekrutteringsopgave, men vi forventer at nå det. Der er heldigvis mange, der gerne vil bidrage til den vigtige samfundsopgave. Vi har erfaring med at rekruttere mange med kort varsel, f.eks. da vi etablerede testcentrene i foråret,« skriver Region Hovedstaden i en mail til B.T.

Det højeste antal vaccinerede pr. dag er foreløbig 11.071, hvilket fandt sted 30/12 2020.