Flere praktiserende læger rundt omkring i landet oplever for tiden at blive kimet ned.
I den anden ende af røret er forvirrede og bekymrede borgere, der gerne vil vaccineres mod influenza. Og det er noget, der tager tid fra andre patienter og opgaver.
Det fortæller en række praktiserende læger til DR.
Årsagen til forvirringen skal findes i, at noget ikke er, som det plejer, når den kommende vaccinesæson skydes – eller stikkes – i gang den 1. oktober, hvor alle over 65 år bliver tilbudt en gratis vaccination mod influenza og covid-19.
Hvor man tidligere kunne få stikket eller stikkene hos sin egen læge, skal man nu andre steder hen.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside oplyses det, at man i år kan blive vaccineret på regionale vaccinationssteder, som ligger flere steder rundt i landet, ligesom man også kan blive vaccineret på udvalgte apoteker.
Men noget tyder på, at det ikke er blevet meldt klart nok ud – for til DR fortæller flere læger, at deres telefoner er rødglødende, da borgere er forvirrede og utrygge over, hvordan de gør, og hvordan det hele foregår.
»Vi har nok 40-50 henvendelser om dagen. Og det er borgere, der er utrygge. Borgere, der ikke ved, hvordan de bestiller en tid til vaccinationen i år. Borgere, der ikke ved, hvordan man finder frem til, hvor man bestiller tid,« forklarer eksempelvis Kim Brogaard, som er praktiserende læge i Aabenraa, til DR.
Den tid, som de praktiserende læger bruger på at hjælpe de borgere, der ringer ind med vaccinations-spørgsmål, tager samtidig tid væk fra andre opgaver, forklarer de til mediet.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside oplyses det, at du – hvis du er 65 år eller over, eller hvis du er særligt udsat – kan bestille tid til den gratis vaccination på www.vacciner.dk.
Der kan du også finde det sted og den tid, der passer til bedst til vaccinationen.
Hvis du har brug for hjælp til det, kan du ringe til den region, du bor i. Du kan finde telefonnumrene på Sundhedsstyrelsens hjemmeside HER under 'punkt 3'.