Smerter, sår og sågar livstruende nyreproblemer.

Det kan op til flere tusinde danske mænd leve med – og nu slår læger alarm på deres vegne.

Det skriver DR.

Mændene har skudt paraffinolie i armene, skuldrene og/eller brystet for at få musklerne til at svulme op og se mere muskuløse ud.

Flere år senere kæmper flere af dem med alvorlige bivirkninger – men det offentlige tilbyder ikke noget samlet behandlingstilbud til dem, lyder advarslen fra flere læger.

»Hvad skal vi gøre med denne patientgruppe?«

Sådan spørger Birgitte Jul Kiil, der er cheflæge på Aarhus Universitetshospitals plastikkirurgiske afdeling, overfor DR.

Hun tilføjer, at hun selv afviser at operere mænd med paraffinolieskader, fordi hun ikke ved, om det overhovedet hjælper.

Lægerne vurderer, at flere tusinde danske mænd har skudt paraffinolie i deres arme – og at det stadig sker.

Hvor mange af dem, der i dag kæmper med eftervirkninger og smerter, er uvist, idet sundhedsvæsenet langt fra er i kontakt med dem alle.

I 2019 døde en mand på blot 26 år tre dage før juleaften af det, lægerne kaldte et kredsløbschok.

Fem år inden, hans hjerte holdt op med at slå, sprøjtede den dengang 21-årige mand knap tre liter paraffinolie ind i sin krop for at få store muskler.

Og det blev starten på et langt sygdomsforløb med blandt andet nyresten, blodpropper i lungerne og dårlig lever.