Lyt til artiklen

Fremover skal du være ved muffen, hvis du vil pulse videre på din cigaret. I hvert fald hvis det står til de danske læger, der mener, at priserne skal hæves markant. Mere nøjagtigt foreslår Lægeforeningens formand, at en pakke cigaretter skal koste 90 kr.

»Vi ved, at prisen er helt afgørende for, om unge starter med at ryge. Samtidig falder mange nuværende rygere fra, og eks-rygere starter ikke igen,« siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.

På linje med formanden mener hele 87 pct. af lægerne i en ny Gallup undersøgelse foretaget for Lægeforeningen, at regeringen skal styrke forebyggelsen ved at hæve priserne markant på tobak.

»I Norge, hvor prisen er 90 kr., har man haft imponerende resultater,« siger Andreas Rudkjøbing med henvisning til, at kun tre pct. af de norske 16-24-årige ryger mod 24 pct. i Danmark.

Ser man på de voksnes rygevaner, har der de seneste seks år ikke været nogen ændring i andelen af danskere, der ryger. Men for første gang i 20 år steg tallene i 2018. Således ryger 23 pct. af de voksne dagligt eller lejlighedsvist.

»Det er en meget alvorlig og ulykkelig udvikling,« siger lægeformanden.

Konsekvensen af de mange rygere betyder, at der hvert år dør over 13.000 danskere af KOL, lungekræft og blodprop i hjertet.

Lægeforeningen mener, det er politikernes ansvar at nedbringe de kedelige statistikker. De ærgrer sig derfor over, at det ikke er lykkedes at få en prisstigning på cigaretter med i sundhedsreformen, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti.

»Det giver ikke mening, at politikere tager så let på at forebygge alvorlig sygdom og død. Det er dybt skuffende. Derfor er det meget positivt med et så massivt signal til regeringen fra lægerne,« siger Andreas Rudkjøbing.

Sundhedsordfører for Venstre, Jane Heitmann, afviser dog, at regeringen mangler vilje til at sætte priserne på cigaretter op:

»Det bør jo give anledning til dybe panderynker, når vi kan se, at unge stadig går i den forkerte retning. Derfor har vi også en ambition om, at vi i 2030 skal have den første røgfri generation,« siger hun.

Venstre ønsker - på linje med lægerne - at øge priserne på cigaretter, fastslår ordføreren. Men præcist hvor meget og hvor markant, har partiet ’endnu ikke diskuteret’.

»Vi vil gerne have, at cigaretter skal være så dyre som muligt, uden at vi får øget grænsehandel eller ser potentielle illegale cigaretter på det danske marked,« siger hun.

Det argument køber Andreas Rudkjøbing dog ikke:

»Det er ikke unge mennesker, der kører til grænsen for at hente cigaretter, og det er ikke sådan, de starter med at ryge. Problemet med illegale cigaretter er jo en kriminel aktivitet, som man bør håndtere med skarpere kontrol og ikke i sundhedspolitikken,« siger han.

Formanden anerkender dog også, at folk selv har et ansvar for at kvitte cigaretterne:

»Men desværre bliver man jo pokkers afhængig af at ryge. Derfor skal vi bruge prisen som regulering, fordi det meget effektivt kan motivere til at holde op,« siger han.