Staten spilder penge på undersøgelser af forsøg med behandling af overvægtige børn, siger læger.

Millioner af skatteyderkroner bliver spildt på nytteløse evalueringer af behandlingsprogrammer for overvægtige børn og unge i kommunerne. Pengene bør i stedet investeres i store, kontrollerede studier, der giver videnskabeligt bevis for, hvilken behandling der bedst og billigst giver et varigt vægttab. Sådan lyder det fra bl.a. fedmeforsker, professor Bjørn Richelsen, Aarhus Universitet i Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

»Der er et presserende behov for at finde effektive metoder, så børn og unge kan opnå et blivende vægttab, for i dag findes der ingen gylden model, som er andre overlegen,« siger han.

Hver femte skoleelev er overvægtig eller svært overvægtig, hvilket disponerer til udvikling af en lang række sygdomme, nedsat selvværd, nedsat livskvalitet og stigmatisering.

En lang række kommuner har gennem årene modtaget såkaldte satspuljemidler til at gennemføre forsøg med forskellige vægttabsbehandlinger. Da man imidlertid ikke anvender en egentlig videnskabelig metode ved evalueringen af projekterne, kan evalueringerne ikke bruges til at finde frem til den bedste behandling blandt alternative muligheder, siger Bjørn Richelsen.

Anders Beich, praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, er enig og peger på, at landets mest populære behandlingsmetode, Holbækmodellen, aldrig har været sammenlignet med en anden behandling af en kontrolgruppe i et kontrolleret studie.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) siger, at regeringen med en pulje på ca. 120 mio. kr. næsten har fordoblet rammen til sundhedsforskning, og hun opfordrer forskere til at søge midler til kontrollerede studier, så man ad den vej kan finde den mest effektive behandlingsmetode.

»Vi har brug for mere viden på dette område. Alt for mange børn og unge kæmper med svær overvægt,« siger hun, der afviser kritikken i relation til satspuljeområdet.