Praktiserende læger sætter plakater op på deres fordør for at bede potentielt corona-smittede patienter om at gå hjem og i stedet ringe til lægen hjemmefra. Det skriver Politiken i dag.

Plakaten er lavet af lægernes fagvidenskabelige selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), og de opfordrer alle praktiserende læger til at sætte den op på døren i deres lægehuse.

På plakaten er der et stort, rødt stop-tegn, og så står der, at hvis du har feber og hoste, synkesmerter eller vejrtrækningsproblemer, og man i løbet af de sidste 14 dage har opholdt sig i en risikozone, skal man ikke gå ind i lægens praksis.

Lægerne frygter nemlig, at smittede patienter vil smitte både læger og andre patienter.

Her ses plakaten, som du kan møde ved døren hos din læge.
Her ses plakaten, som du kan møde ved døren hos din læge.
Vis mere

Formanden for DSAM, Anders Beich, mener, at plakaterne er særligt vigtigt i de lægehuse, der har åbne konsultationer, hvor patienterne ikke bestiller tid gennem telefonen eller nettet.

»Der er altid nogen, der synes, det er nemmere at gå hen til lægen end at ringe først. Nogle har været i områder, hvor de kan være smittet, og dem skal vi interviewe først for at finde ud af, om der er en smitterisiko, så de ikke er en smittekilde,« siger Anders Beuch til Politiken.

Formanden fortæller, at han har sat plakaten op i sin egen praksis på Nørrebro i København, og at andre læger er ved at sætte dem op andre steder i landet også.

For det er ikke helt ufarligt, hvis en smittet person dukker op i en lægepraksis.

Skulle en smittet patient dukke op i en lægepraksis og sætte sig i venteværelset, kan det potentielt være et stort problem.

Foruden de andre patienter i venteværelset kan lægen nemlig også blive smittet. Ifølge formanden for DSAM, Anders Beich, vil det være en meget uheldig situation.

»Hvis en læge bliver udsat for smitte, skal vi være i karantæne i 14 dage. Så affolker vi hele lægestanden i Danmark, og hvis vi samtidig har en epidemi med coronavirus, så ville det være uheldigt,« siger lægen til Politiken.

Derfor skal de danske lægehuse ikke tage sig af coronasmittede patienter.

Anders Beich understreger, at det blot er de praktiserende lægers rolle at kontakte et af de seks danske hospitaler, der behandler folk med coronavirus.

»Lægen ringer til et af de specialiserede hospitaler, som derigennem får at vide, hvad der skal ske. Man vil sandsynligvis blive afhentet af en sygetransport,« fortæller Anders Beich.

Indtil man har fået anvisninger af lægen over telefonen, understreger Anders Beich, at det er vigtigt, at man bliver hjemme og holder god hygiejne.

Det er nemlig ikke alle danske lægehuse, der har fået smittebeskyttelsesudstyr.

For at en læge kan håndtere en potentielt smittet patient, er det afgørende, at de har smittebeskyttelsesudstyr, fortæller Anders Beich.

Men langtfra alle klinikker har endnu fået udstyret.

»Det skyldes blandt andet, at udstyret er i restordre og det faktum, at regionerne har grebet opgaven an på hver deres måde med store forskelle til følge,« siger Anders Beich.

Netop derfor opfordrer Anders Beich andre praktiserende læger til at sætte samme plakat med stop-tegn op på deres fordør.