Anders Klahn arbejdede fuldtid som læge, bijobbede ved siden af, havde et aktivt fritidsliv og to små børn, da han en dag for fire år siden pludselig ikke kunne klare hverdagen.
Det var stress, fik han at vide af sin egen læge, der var lynhurtig til at tilbyde ham antidepressiv medicin.
Det takkede Anders Klahn i første omgang nej til.
Men da efteråret kom, og den nu 44-årige læge ramlede ind i en hård skilsmisse og et mørke, der var umuligt at se sig ud af, takkede han alligevel ja.
Han slugte en pille af præparatet Sertalin. Og pludselig blev stress-symptomerne erstattet af noget langt værre:
»Jeg klarede det kun i et døgns tid, fordi jeg fik helt afsindige bivirkninger af det. Jeg fik en indre uro, så jeg nærmest slet ikke kunne være til,« siger Anders Klahn og fortsætter:
»Det var på en helt anden skala end selve sygdommens symptomer.«
Anders Klahn stoppede med at tage pillerne med det samme og fortalte det til sin læge et par uger senere.
Lægen mødte ham med mistænkeliggørelse, følte han, for hun kunne slet ikke forstå, hvordan det kunne være bivirkninger af medicinen, han mærkede.
Derfor satte hun ham på et andet antidepressivt præparat: Cipralex – sammen med benzodiazepiner, der skulle mindske bivirkningerne ved det nye lægemiddel.
»Da jeg begyndte at tage det, var det, som om jeg fik en svær influenza. Som rigtig slemme tømmermænd. Jeg fik også hjertebanken, svimmelhed, søvnbesvær,« siger Anders Klahn, der første gang fortalte sin historie til Psykiatriavisen.
Men igen følte han sig ikke mødt af egen læge:
»Jeg fik at vide, at grunden til, jeg ikke fik det bedre, var, at jeg ikke var på en høj nok dosis. Så det prøvede jeg også.«
Men det blev bivirkningerne blot endnu værre af. Derfor valgte Anders Klahn efter i alt 20 dage på antidepressiv medicin at udtrappe helt. Det gjorde han over 20 dage, som anbefalingerne siger.
»Jeg fik en voldsom indre uro. Det er ikke naturlig angst, det er out of this world. Det er helt vanvittigt. Man kan simpelthen ikke være nogle steder. Man kan ikke holde noget ud. Man kan ikke holde lys ud, lyd ud. Man kan slet ikke være til,« siger han og fortsætter:
»Symptomerne på selve sygdommen var peanuts i forhold til det. Det er slet ikke sammenligneligt. Man tror, man har det ubehageligt. Men man finder ud af, det er en helt anden skala.«
Og så er der det ophørssymptom, der har været – og stadig er – allerværst:
»Jeg fik brændende, sviende smerter over alt på kroppen, der skifter lokalisation – og som jeg desværre har haft lige siden, i snart fire år,« siger Anders Klahn.
»Jeg har været næsten totalt invalideret i tre år. Det er først det seneste års tid, jeg langsomt har kunnet genoptage almindelige aktiviteter.«
Ifølge psykolog og ph.d. i psykiatri, Anders Sørensen, er det de mange patienter, som oplever svære bivirkninger og abstinenser ved udtrapning, der har ret – og ikke det system, der ofte ikke anerkender deres oplevelser:
»Jeg tror, det her handler om seriøs fejlinformation. Lægerne er hverken onde eller dumme – jeg tror simpelthen, de er blevet overbevist om, at den her medicin er effektiv og livsnødvendig, selvom forskningen slet ikke understøtter det.«
Anders Sørensen forsker blandt andet i udtrapning af psykofarmaka og mener, at læger bør tænke sig langt bedre om, inden de langer lykkepiller over bordet.
»Kernen af problemet er, at såkaldt antidepressiv medicin ofte bliver givet som automatreaktion. Mange tror
desværre stadig på den der idé om, at folk mangler noget i hjernen, som medicinen lige kan fikse.«
Hvorfor er det dårligt, det bliver ordineret i så høj grad?
»I værste fald kommer man til at reducere symptomerne på noget, der er reelt. Man reagerer jo på noget i livet: stress, pres, kriser, traumer, livsomvæltninger – noget, der er meningen, man skal mærke og gøre noget ved – i værste fald kan det dæmpe nogle beskeder, man har brug for at høre,« siger Anders Sørensen.
Ifølge klinisk professor og overlæge ved Copenhagen Trial Unit og Institut for Regional Sundhedsforskning Janus Christian Jakobsen er forskningen inden for antidepressiva enormt langt bagud sammenlignet med andre specialer.
»Den evidens, der er inden for det her område, er simpelthen så ringe. Det er små, dårlige forsøg, som ikke undersøger skadelige effekter ordentligt, og der er ikke langtidsopfølgning på det,« siger Janus Christian Jakobsen og fortsætter:
»Det, som er undersøgt bedst, er de mulige gavnlige effekter på depressive symptomer – og de er også særdeles tvivlsomme.«
Kan det ikke være fint at sætte folk med svær depression i gang med antidepressiva, mens de venter på at komme til ved en psykolog?
»Nej, det vil jeg bestemt ikke sige. Man skal vel kun give medicin, hvis den faktisk gavner, og det er meget svært at trappe ud, når man først er begyndt. Medicinen er ofte noget, man skal tage i lang tid – og nogle gange kan man slet ikke komme ud af det igen, på grund af alvorlige ophørssymptomer.«
