Den seneste tid er coronasmitten i samfundet steget, og det kan mærkes på landets hospitaler.

Her er der særdeles travlt. Derfor bør alle ikke-akutte behandlinger stoppes, ligesom det var tilfældet i foråret.

Det siger flere fagforbund, der organiserer blandt andet læger og sygeplejersker, til Politiken.

Helga Schultz, formand for Yngre Læger, siger til avisen, at problemet er de mange opgaver, som skal løses.

Coronapatienterne skal passes, ikke-akutte patienter skal tilses – og så skal byrden fra resten af året også løses.

»Det sker i en tid, hvor mange læger er syge eller i karantæne, og det skaber et arbejdspres, der ganske enkelt er mere, end vi kan magte,« siger hun.

Efter planen genindføres behandlingsgarantien – der sikrer, at alle patienter kan blive undersøgt og udredt inden for 30 dage – 1. januar 2021.

Dansk Sygeplejeråd, Yngre Læger og FOA siger til Politiken, at de gerne ser, at genindførelsen bliver udskudt.

I et skriftligt svar til Politiken advarer Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, om konsekvenserne ved at udsætte de ikke-akutte behandlinger.

Det skyldes blandt andet, at det kan have en langvarig effekt, hvis for mange ikke-akutte behandlinger udskydes.

»Vi er enige med de faglige organisationer i, at medarbejderne knokler for at få tingene til at gå op ude på afdelingerne.«

»Det betyder, at vi i regionerne har et stort fokus på at hjælpe hinanden på tværs af afdelinger, hospitaler og regioner, så vi ikke trækker veksler på de samme medarbejdere, men får spredt opgaven med covid-19-patienter ud,« siger hun til Politiken.