»Jeg har fået ret. For hver dag, der er gået, har jeg fået bekræftet min lægefaglige vurdering. Det er jo en ringe trøst, at jeg har fået ret, men man skulle have lyttet til mig fra starten.«

Sådan lyder det fra læge Vibeke Manniche, der i marts kaldte regeringens tiltag for corona-hysteri.

At nedlukningnen var coronahysteri, mener Manniche, bliver bekræftet af, at smittetallene ikke løb løbsk i Danmark.

»Vi kom aldrig tilnærmelsesvis tæt på det skrækscenarie, som regeringen fremsatte. De var styret af frygt,« siger Vibeke Manniche.

Vibeke Manniche havde ret om regeringens coronahysteri, mener hun selv.
Vibeke Manniche havde ret om regeringens coronahysteri, mener hun selv. Foto: Erik Refner
Vis mere

Hun mener, at regeringen aldrig skulle have lukket Danmark ned. For det har fået alvorlige konsekvenser for en stor del af befolkningen: Helbredsmæssigt, økonomisk og socialt. Det, hævder hun, kunne være undgået, hvis regeringen havde lyttet til hende:

»Jeg synes, det er sørgeligt, at de ikke lyttede til mig. Hvis man havde lyttet til mig, var det ikke gået så galt med konsekvenserne. Her taler jeg blandt andet om omkostningerne for alvorligt og kronisk syge. Men det gik, som jeg frygtede.«

At regeringen nu er begyndt at åbne Danmark op, har Vibeke Manniche ikke meget tilovers for.

»Jeg tænker bare: What took you so long? Nu er det bare rystende, at man ikke bare åbner helt op. Udbruddet er jo stort set ovre, og anden bølge kommer ikke nu. Statsministeren bliver rost for handlekraft, det synes jeg ikke, hun udviser. Hun burde sige, at vi åbner det hele op i morgen. Der er intet lægefagligt grundlag for andet.«

Danmark er jo sluppet billigt i forhold til andre lande. Hvordan kan du vide, at tiltaget om at lukke Danmark ned ikke har været afgørende for, at Danmark er sluppet godt fra et voldsomt smitteudbrud?

»Landet blev lukket ned på baggrund af frygten for, at sundhedsvæsenet skulle bryde sammen. Det holdt ikke stik. Vi har ikke været i nærheden af noget, der skulle nedbryde vores sundhedsvæsen. Vi kunne have gjort rigtigt meget for at holde udbruddet nede uden at lukke landet ned. Jeg har ikke set nogen videnskabelig dokumentation for, at nedlukningen har hjulpet. Var der dokumentation for det, måtte vi forvente, at kurven steg, da vi åbnede op igen, men det er ikke sket. Tværtom.«

Hvorfor er det så gået så galt i andre lande? – Italien var for eksempel hårdt ramt, men det vendte noget tid efter, de lukkede landet ned.

»Det kan der være rigtig mange gode grunde til. Jeg har holdt mig til at vurdere de forhold, jeg har forstand på. Nemlig den danske situation og taget udgangspunkt i tallenes udvikling, den forventede sæsonvariation og den videnskabelige dokumentation.«

Regeringen har udarbejdet de her coronatiltag – bl.a. nedlukningen – i samarbejde med Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen. Er de ikke lægeligt velfunderede?

»Jo, det er de vel. Men de har jo åbenlyst taget fejl i deres estimater. De fagfolk, som også har været involveret i pressens dækning, har ikke erkendt, at de tog fejl. Det havde jeg været den første til, hvis det var mig. Men det kræver mod. Jeg tolker det, som om de ikke tør erkende, at de tog fejl. Den er jo ikke meget længere.«

Er det kun dine lægefaglige vurderinger, der kan være lægelige velfunderet?

»Bestemt ikke. Pointen er bare, at jeg har fået ret. Nogle skal jo have ret, og det var så mig. Der er ikke noget odiøst i at tage fejl. Problemet er bare, at regeringen ikke handler på det og erkender sine fejl. De har gjort deres bedste, men det, jeg efterlyser nu, er, at landet bliver åbnet helt.«