'Jeg kan se, at I er ude i det gode vejr, spiser middage og drikker dejlig rødvin sammen i disse stille dage. Vil I ikke nok stoppe?'
Sådan skriver læge Camilla Thomsen i et opslag på Facebook, der er delt næsten 50.000 gange på cirka 10 timer.
For alt imens flere danskere valgte at ignorere påbuddet fra regeringen om, at man skal holde sig på afstand af hinanden de kommende uger, og i stedet brugte den solrige lørdag sammen i parker, på legepladser og på caféer, så mødte Camilla Thomsen ind til sin syvende arbejdsdag i træk.
Hun arbejder på et af de hospitaler, hvor der nu er begyndt at vise sig flere og flere tilfælde af coronasmittede – også på de akutafdelingen.
'Smitten spredes i særdeleshed af de raske bærere i alderen 15-50 år, og inkubationstiden snyder jer. I spreder smitten lige nu,' skriver hun og opfordrer danskerne til at holde sig hjemme.
B.T. har talt med professor ved infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet Jens Lundgren, der bakker Camilla Thomsen op.
»Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi forstår, at vi har et ansvar for at vi ikke smitter andre – og samtidig undgår selv at blive smittet,« siger han.
Herunder kan du se et sammenklip af lørdag i Viborgs gågade
»Det er faktisk ikke svært, det er ret simpelt: Hold afstand, sørg for at vaske hænder ofte og bliv hjemme, hvis du har symptomer.«
Han understreger – som Camilla Thomsen også påpeger – at man sagtens kan være smittet uden at mærke til det. Og er man smittet, så er man også smitsom.
»Risikoen for at smitte udendørs er mindre, men den er slet ikke nul, så det er meget vigtigt, man holder mindst halvanden meters afstand til hinanden,« siger Jens Lundgren.
Han opfordrer danskerne til at være gode rollemodeller for hinanden og gøre, hvad de kan, for at undgå at smitte hinanden.