Du har måske læst om det i et dameblad eller hørt en blogger anbefale det. Juicekur er og bliver en af tidens hotteste helsetrends, hvor du ved hjælp af farverig juice angiveligt får renset affaldsstoffer ud af kroppen.

Men den køber den norske læge og forsker Ole Petter Hjelle ikke.

»Det er jo helt meningsløst. For det første har kroppen ikke behov for hjælp. Vi har nogle naturlige renselsesmaskiner i kroppen, der hjælper os med at slippe af med de affaldsstoffer, vi producerer og får i os via mad,« siger Ole Petter Hjelle til TV 2 Norge.

Han fortæller, at leveren, nyrerne, fordøjelsen, galdeblære og huden alle på naturlig manér hjælper os til at udskille affaldsstoffer.

Organerne har udviklet disse metoder gennem flere millioner af år med evolution, så en grøn detox-juice med agurk vil ikke gøre den store forskel.

Ifølge Ole Petter Hjelle er effekten også unødvendig for alle med en sund lever.

Såkaldte detoxkure skilter nemlig ofte med, at de har en udrensende effekt på kroppen, men Hjelle forklarer, at produkterne bliver markedsført, så forbrugerne tror, at deres krop vil blive renset, mens leveren faktisk klarer opgaven helt uden juice.

I Danmark findes der også flere firmaer, som sælger skræddersyede juicekure, der kan vare fra alt mellem to dage og tre uger.

I 2015 prøvede journalist Thomas Conradsen fra Berlingske en uges juicekur som et forsøg til en artikel om trenden. Her ses han til frokost i Berlingskes kantine.
I 2015 prøvede journalist Thomas Conradsen fra Berlingske en uges juicekur som et forsøg til en artikel om trenden. Her ses han til frokost i Berlingskes kantine. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kuren går i sin enkelthed ud på, at du udelukkende må drikke juice baseret på grøntsager og frugt i et bestemt antal dage.

Udover rygtet om, at juicekuren giver dig en friskere krop og mere energi, skulle den også kunne hjælpe dig med at slippe af med de overflødige kilo.

Det kan godt være, siger OIe Petter Hjelle, men i sidste ende handler det sandsynligvis bare om, at du indtager færre kalorier, end du plejer.

Hvis du tidligere har følt dig friskere efter en juicekur, så har læge og forsker Ole Petter Tjelle en logisk forklaring på det.

Han forklarer, at juice jo er sundt, så hvis du drikke juice i stedet for sodavand eller alkohol, så er det ganske naturligt, at du føler dig bedre tilpas.

Ifølge ham er der en overskyggende forklaring på juicekurens popularitet og succes i disse år, og det er placebo-effekten.

Hvis du tror på, at noget virker, så kan det give en effekt, siger han.

Carina Dahlmann, som er kendt som ‘hele Norges juicedronning’, er uenig med Hjelles kritik af juicekursfænomenet.

Hun mener, at de fleste af os har en lever, som ikke fungerer optimalt.

»Vi ved, at vi får for lidt grøntsager og alt for meget af det, som gør, at affaldsstofferne hober sig op i kroppen. Derfor trænger leveren til lidt hjælp,« siger Carina Dahlmann i det norske program Matkontrollen.

Ifølge hende kan en grønsagsjuice med de rette elementer styrke kroppens renselsesorganer.

Klinisk ernæringsfysiolog Tine Sundfør er dog også skeptisk over for konceptet.

En juicekur kan ifølge hende i værste fald være livsfarlig, og hun finder derfor trenden stærkt bekymrende.

»En af mine store bekymringer med de her kure er, at de kan bidrage til et anstrengt forhold til mad og krop. Hvis du bare spiser frugt og grønt i løbet af en uge, går du ikke bare glip af proteiner og fedt, men også salt,« siger Tine Sundfør til TV 2 Norge og fortsætter:

»Hvis du virkelig tager den langt og ikke indtager noget salt, kan det være virkelig farligt.«

Dog forstår hun godt, at folk hopper med på kuren, da idéen om en hurtig løsning til et sundere liv kan virke fristende. I sidste ende kræver det dog nogle varige sunde kostændringer, hvis det skal have nogen effekt.